Tiltale: Bandefolk skød løs i trafikeret kryds

I april sidste år bragede skuddene løs på Silkeborgvej i Aarhus. Nu er 24-årig tiltalt for drabsforsøg.

I april sidste år affyrede to sortklædte personer på en sort scooter mindst seks skud i et stærkt trafikeret kryds i Aarhus. Nu er en 24-årig mand tiltalt for blandt andet drabsforsøg i forbindelse med skyderiet, der ifølge anklagemyndigheden var led i et bandeopgør. (Arkivfoto). <i>Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

I april sidste år affyrede to sortklædte personer på en sort scooter mindst seks skud i et stærkt trafikeret kryds i Aarhus. Nu er en 24-årig mand tiltalt for blandt andet drabsforsøg i forbindelse med skyderiet, der ifølge anklagemyndigheden var led i et bandeopgør. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Trafikken var tæt i krydset mellem Silkeborgvej og Vestre Ringgade i Aarhus, da der en eftermiddag i april sidste år fra en sort scooter med to sortklædte mænd pludselig blev affyret flere skud.

Nu er en 24-årig mand tiltalt for blandt andet drabsforsøg ved at have deltaget i skyderiet. Den anden mand er det ikke lykkedes politiet at identificere, fremgår det af anklageskriftet.

Målene for de mindst seks skud, der blev affyret, var ifølge anklagemyndigheden to mænd. Hverken de eller andre blev ramt, men en tilfældig VW Touran blev ramt i bilens skærmkasse over det venstre baghjul.

Det voldsomme skyderi fandt sted omkring klokken 16.25 den 14. april 2021. I et forsøg på at ramme deres ofre, skød gerningsmændene hen over fire kørebaner i det stærkt trafikerede kryds, lyder det i anklageskriftet.

Skyderiet var ifølge tiltalen et led i en konflikt mellem Brabrandgruppen på den ene side og bandegrupperingerne Rosenhøjgruppen og Trillegårdsgruppen på den anden.

Det fremgår ikke, hvilken gruppe den tiltalte menes at tilhøre.

Står det til anklagemyndigheden skal den 24-årige sendes mange år bag tremmer, hvis han kendes skyldig.

Han er som nævnt tiltalt for drabsforsøg, der som udgangspunkt giver seks års fængsel.

Desuden er han tiltalt for at bringe andres liv eller førlighed i fare samt for at have været i besiddelse af og brugt et skydevåben på et offentligt sted.

Ved en eventuel strafudmåling vil anklagemyndigheden have den særlige bandeparagraf i brug. Den gør det muligt at hæve straffen indtil det dobbelte for en stribe forbrydelser, hvis de er begået som led i en bandekonflikt.

Hvis han kendes skyldig mener anklagemyndigheden desuden, at han skal forbydes at opholde sig eller færdes i Aarhus Kommune i en periode efter afsoningen af fængselsstraffen.

Sagen indledes ved Retten i Aarhus i næste uge.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.