Tiltale: Mand filmede kones voldtægt af narkopåvirket bekendt

Tirsdag skulle Retten i Holstebro have indledt en sag, hvor en kvinde er tiltalt for at voldtage en mandlig bekendt.

En mand havde tilsyneladende ikke givet samtykke, da en kvindelig bekendt tvang sig til samleje tilbage i september sidste år. Det mener anklagemyndigheden. (Arkivfoto) <i>Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix</i>

En mand havde tilsyneladende ikke givet samtykke, da en kvindelig bekendt tvang sig til samleje tilbage i september sidste år. Det mener anklagemyndigheden. (Arkivfoto) Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

HURUP:En tidlig mandag morgen i september sidste år forsøgte en narkobedøvet mand at sove rusen ud på en lånt sofa i Hurup i Thy.

En 31-årig kvinde brugte imidlertid lejligheden til at knappe hans bukser op for efterfølgende at gennemføre et tvangssamleje.

Det er en del af anklagen mod kvinden, i en sag der skulle have været indledt tirsdag ved Retten i Holstebro, otte måneder efter selve hændelsen var sket. Sagen er dog blevet udsat til juni.

Kvinden er tiltalt for voldtægt og for at have udnyttet den tilsyneladende forsvarsløse mand på anden seksuel vis.

Den forurettede havde ifølge anklageren i sagen, Flemming Hother, fået lov til at låne sofaen i kvindens og hendes ægtemands bolig. Han skulle være en af deres bekendte.

Han var ikke i stand til at modsætte sig kvindens handling - dels på grund af indtagelsen af narko. Derfor kunne hun indledningsvist onanere på hans lem uden den store modstand, mener anklagemyndigheden at kunne bevise.

Siden satte hun sig op på ham for at gennemføre et fuldbyrdet tvangssamleje uden hans samtykke, fremgår det af anklageskriftet.

Det skete, alt imens at kvindens jævnaldrende ægtemand skal have filmet hele seancen. Den video bliver en central del af sagen, fortæller Flemming Hother.

Ægtemandens rolle som videooptager betyder, at han også er tiltalt for voldtægt i sagen.

Flemming Hother kalder sagen for atypisk. Det sker nemlig sjældent, at det er en kvinde, som er tiltalt for at voldtage en mand.

- Jeg har ikke set det før, siger han.

Tal fra Det Kriminalpræventive Råd bakker da også op om den tese. Det fortæller en af rådets analytikere.

- Historisk set er det undtagelsen, at kvinden er gerningspersonen, siger Jonas Mannov.

Han påpeger, at der kan være flere sager på grund af mørketal. Derfor kan det også være svært at lave præcise opgørelser over, hvor mange der udsættes for denne form for forbrydelse.

Derudover kan det også for mange være tabubelagt at erkende, at man har været udsat for den slags, viser en af rådets spørgeundersøgelser fra 2020.

I sagen har anklagemyndigheden nedlagt påstand om fængsel til ægteparret. Der er afsat to retsdage til at afvikle sagen, men den kommer altså først til at starte i juni.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.