60-årig narrede 15-årig steddatter til sex
En i dag 62-årig mand er tiltalt for et overgreb og for at sende sexlegetøj til sin mindreårige steddatter.

En 62-årig mand erkender delvist, at han har tilsneget sig andre seksuelle forhold end samleje med sin dengang 15-årige steddatter. Sagen er startet onsdag i Retten på Frederiksberg. (Arkivfoto) Philip Davali/Ritzau Scanpix
En anklager i Retten på Frederiksberg læser onsdag formiddag en række seksuelle sms'er op, som en i dag 62-årig mand skal have sendt til sin dengang 15-årige steddatter.
En pige, som han ved at udgive sig for at være en anden, førte bag lyset for at komme i seng med og dyrke avanceret sex med.
I retten erkender manden, at han har narret sig til et seksuelt forhold til steddatteren. Men han afviser, at der også har været tale om et vaginalt og analt samleje, som det ellers lyder i anklageskriftet.
Manden er tiltalt efter en paragraf i straffeloven, som handler om at opnå samleje eller andet seksuelt forhold ved at udgive sig for at være en anden.
Og det var netop, hvad manden ifølge anklagemyndigheden gjorde.
Ifølge anklageskriftet sendte den dengang 60-årige mand 354 sms'er og 10 breve til pigen, hvor han lovede hende gaver og sendte hende sexlegetøj, som han ønskede, at hun skulle anvende.
- Intet er for frækt eller perverst, skriver han i et af brevene, hvor han også fortæller hende, hvordan man skal bruge en vibrator.
Manden forklarer onsdag i retten, at han blev nysgerrig på pigens seksualitet.
- Jeg blev lidt besat af at skrive med hende. De alarmklokker, der skulle være kommet, de kom mærkeligt nok ikke, siger han.
I en af sms'erne, som anklageren læser op, lovede manden blandt andet en stor gave inden nytår, hvis hun gjorde, som han bad om.
Manden har sendt sms'erne og brevene, men ifølge hans forsvarer mener han, at der var samtykke fra pigens side til den del. Derfor mener han ikke, at der er tale om blufærdighedskrænkelse, som anklagemyndigheden gør.
Manden udgav sig ifølge anklageren for at være en hemmelig beundrer i beskederne. Derfor havde den 15-årige pige ifølge anklageskriftet maske på, da de to havde samleje.
Masken dækkede hele hendes ansigt bortset fra hendes mund. Derfor opdagede hun først bagefter, at det var hendes stedfar.
Ud over beskederne og overgrebet på pigen er manden tiltalt for at være i besiddelse af børnepornografiske billeder af pigen og for at have krænket hendes blufærdighed.
Manden satte et hemmeligt kamera op på pigens værelse, allerede inden han begyndte at skrive til hende, fortæller han i retten.
Anklageren går efter en fængselsstraf til manden, og at han skal have forbud imod at bo sammen med, besøge og kontakte børn under 18 år.
Der ventes dom i sagen fredag.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.