Retssager

Tiltale: Ville skyde og dræbe 33-årig på åben gade

To 19-årige mænd fra bandemiljøet i Aalborg er tiltalt for at have planlagt drab på 33-årig mand, der blev lokket i baghold på Vesterbro

En 33-årig mand blev såret af skud ved skudopgøret på åben gade på Vesterbro i Aalborg 29. januar sidste år.
En 33-årig mand blev såret af skud ved skudopgøret på åben gade på Vesterbro i Aalborg 29. januar sidste år. Arkivfoto: Henrik Bo

Opdateret kl. 19:53

Det var et planlagt drabsforsøg, da to 19-årige mænd åbnede ild og sårede en 33-årig mand ved højlys dag midt på Vesterbro i Aalborg.

Sådan lyder tiltalen i hvert fald mod de to unge mænd, når Retten i Aalborg fredag tager hul på sagen mod dem.

Umiddelbart efter skudepisoden i Aalborg kom det frem, at skudepisoden har relationer til bandemiljøet i Aalborg. Ifølge Nordjyskes oplysninger har de to 19-årige relationer til HA-støttegruppen AK81, og det 33-årige skudoffer har også tidligere været en del af samme bandemiljø.

Politiet oplyste dengang, at de anså skuddramaet for et personligt opgør mellem to personer, og at det ikke var et led i nogen konflikt.

Blev ramt tre gange

Skudepisoden skete 29. januar sidste år kort før klokken 13 på Vesterbro ud for Budolfi Apotek.

Ifølge anklageskriftet blev den 33-årige lokket til stedet af en ung kvinde, der havde arrangeret et møde med ham. Men ifølge tiltalen holdt de to 19-årige i en bil og ventede på deres offer.

Da den 33-årige ankom til stedet i bil, kørte de to 19-årige fra Algade op på siden af offeret, og den ene mand affyrede flere skud med en pistol fra passagersædet.

Den 33-årige blev ramt af skud i armen, armhulen og brystkassen, men var i stand til selv at stikke af fra stedet.

Ifølge anklageskriftet forfulgte de to 19-årige kortvarigt den 33-årige ad Vesterbro og videre til Toldbodgade og Strandvejen. Den 33-årige formåede dog at stikke af og kom selv til Aalborg Universitetshospital, hvor han blev behandlet for siden skader.

Flere tiltalepunkter

Hovedtiltalen mod de to 19-årige er drabsforsøg, men der er i anklageskriftet også en subsidiær tiltale for den groveste voldsparagraf for vold under særdeles skærpende omstændigheder. 

Derudover er begge mænd også tiltalt for at have bragt andres liv i fare ved at skyde på åben gade. Ydermere er mændene også tiltalt for ulovlig våbenbesiddelse.

Der er afsat otte retsdage til sagen, og der forventes dom i starten af februar.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Læs også

Gå til relaterede emner

Forsiden