Tiltalt for terrortrusler: De blev ved med at køre på mig
I Københavns Byret er retssagen mod en 46-årig mand begyndt mandag. Han er anklaget for at true med terror.

Fra pladsen i midten af lokalet forklarer den tiltalte, at det hverken var hans hensigt at skræmme eller true, men blot at provokere. - Jeg blev en "troll". Jeg gav alt, hvad jeg havde af tankeløst vrøvl, siger han. (Arkivfoto). Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix
- Jeg forsøgte at falde ned, men de blev bare ved med at køre på mig. Jeg synes, det, de skrev, var slemmere.
Sådan lyder det fra en 46-årig mand mandag i Københavns Byret. I midten af retslokale 19 svarer han på spørgsmål fra anklager Anders Larsson.
Den 46-årig mand er tiltalt for at true med terrorhandlinger og at hylde terror i kommentarer på det sociale medie Twitter i oktober 2020. Han nægter sig skyldig.
Han forklarer, at det hverken var hans hensigt at skræmme eller true, men blot at provokere. Han erkender, at han også lod sig provokere af andre brugere.
Den tiltalte er blandt andet anklaget for at skrive: "Bare vent til mine håndgranater kommer" og "Vi vil aflive dem med Guds tilladelse, de er ude på gaderne, det er gratis".
Ifølge den tiltalte er Twitter-kommentarerne taget ud af en sammenhæng, og for at kunne forstå kommentarerne blevet man nødt til at kende sammenhængen.
- Jeg blev en "troll". Jeg gav alt, hvad jeg havde af tankeløst vrøvl.
- Jeg vidste godt, at jeg havde gået langt over grænsen, siger han.
Forsvarer Jane Ranum stiller nogle opfølgende spørgsmål til den tiltalte, der blev anholdt efter blot seks dage på Twitter i oktober 2020:
- Vil du beskrive dig selv som ensom, da du blev anholdt?
- Ja. Jeg havde det rigtig svært. Jeg havde ikke nogen venner eller dyrkede sport på det tidspunkt, siger han.
Flere gange under retsmødet bliver han spurgt, om han er farlig. Hertil svarer han, at han ikke på nogen måde er farlig og tilføjer:
- For at være farlig kræver det, at man har en plan eller en hensigt.
Kommentarerne på Twitter blev fremsat på både dansk og engelsk iblandet arabiske udtryk. De blev fremsat mellem den 26. og 29. oktober 2020.
17. oktober 2020 fik en fransk skolelærer skåret halsen over efter at have vist sine elever Mohammed-karikaturtegninger. Senere samme måned blev tre mennesker knivdræbt i Notre Dame-kirken i Nice.
Ifølge anklagemyndigheden var det angiveligt de to angreb, der fik manden til tasterne, hvorfra han hyldede angrebene og benyttede lejligheden til at fremsætte trusler.
Den tiltalte mand har både dansk og tyrkisk statsborgerskab, men risikerer at få frataget sit danske og blive udvist, hvis han bliver dømt.
Den 46-årige mand kom til Danmark fra Tyrkiet som treårig med sin familie, da hans far blev inviteret herop som gæstearbejder.
Sammen med sine to brødre har han ejet og drevet pizzeria i omkring 25 år. Efterfølgende har han arbejdet som vagt for forskellige vagtfirmaer i otte år.
Han har siddet varetægtsfængslet siden anholdelsen i oktober 2020.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.