Tiltalt for terrortrusler kan miste dansk statsborgerskab
Mandag begynder retssagen mod en 46-årig mand, der er tiltalt for at true med terrorhandlinger på Twitter.

- Jeg støtter det fuldt ud, han hører til blandt svin. Sådan skrev den tiltalte mand i et opslag på Twitter, som formentlig henviste til halshugningen af den franske skolelærer kort forinden. (Arkivfoto) Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
- Hvis I gør grin med sandheden, vil vi spille fodbold med jeres hoveder.
Sådan lød blot én af en lang stribe trusler, som en 46-årig mand fra Københavnsområdet ifølge anklagemyndigheden kom med på Twitter i oktober 2020.
Mandag tager han plads på anklagebænken i Københavns Byret, når retssagen imod ham begynder. Han er tiltalt for blandt andet at true med terrorhandlinger og opfordre til terror.
Af anklageskriftet fremgår det, at truslerne blev fremsat på dansk og engelsk iblandet arabiske udtryk, og de blev angiveligt fremsat mellem den 26. og 29. oktober 2020.
- Vi vil aflive dem med Guds tilladelse, de er ude på gaderne, det er gratis, skrev den tiltalte på Twitter.
Det var angiveligt to angreb i oktober 2020 i Frankrig, der fik manden til tasterne, hvorfra han hyldede angrebene og benyttede lejligheden til at fremsætte trusler.
Den 17. oktober fik en 47-årig skolelærer halsen skåret over på åben gade i en forstad til Paris. Motivet var tilsyneladende, at han havde vist eleverne de danske Muhammed-tegninger i forbindelse med sin undervisning.
I et opslag, der formentlig henviste til drabet på skolelæreren, skrev den 46-årige mand: "Jeg støtter det fuldt ud, han hører til blandt svin".
Anklagemyndigheden går efter at frakende manden sin indfødsret og derved fratage ham sit danske statsborgerskab, når retssagen mandag begynder.
Foruden sit danske statsborgerskab er manden tyrkisk statsborger.
Flere af hans trusler er ifølge anklageskriftet blev skrevet under hashtagget #beheadfrance - halshug Frankrig.
Tidligt 29. oktober 2020 blev en 55-årig mand og to kvinder på 44 og 60 år dræbt i Notre Dame-kirken i Nice af en knivbevæbnet mand.
- Vi vil aflive dem med Guds tilladelse. De er ude på gaderne, det er gratis, lød endnu en af mandens mange trusler.
Andre trusler lød: "Alle vantro er hinandens venner, og hver og en er brændsel for helvede", og "Bare vent til mine håndgranater kommer".
Mandens forsvarer, Jane Ranum, skriver i en mail, at den 46-årige mand nægter sig skyldig, og at hun forventer, at han vil forklare sig i mandagens retsmøde. Hun tilføjer desuden:
- Han er selvfølgelig belastet af den i vores øjne meget lange varetægtsfængsling.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.