Tiltalt i terrorsag hjalp IS-svoger med Google Maps

En 35-årig mand, der er tiltalt i en terrorsag, forklarer, at han ikke tænkte over, om svoger var del af IS.

En 35-årig syrisk mand er over flere dage blevet afhørt i Retten i Holbæk, hvor han sammen med sin hustru og sin bror er tiltalt for at have haft planer om terror. De nægter sig skyldige. (Arkivfoto). <i>Signe Goldmann/Ritzau Scanpix</i>

En 35-årig syrisk mand er over flere dage blevet afhørt i Retten i Holbæk, hvor han sammen med sin hustru og sin bror er tiltalt for at have haft planer om terror. De nægter sig skyldige. (Arkivfoto). Signe Goldmann/Ritzau Scanpix

En 35-årig mands svoger blev fotograferet med Islamisk Stat-flag og på et andet foto med en machete og skydevåben.

Alligevel fastholder den nu terrortiltalte syrer, der har fået billederne tilsendt, at han ikke har tænkt særligt over, om svogeren mon var tilknyttet den militante bevægelse Islamisk Stat (IS).

- Jeg har ikke tænkt meget over, hvad det betyder eller ikke betyder, siger den 35-årige.

Det er i en terrorsag i Retten i Holbæk, at anklageren borer i mandens forhold til svogeren. For her er den 35-årige mand anklaget for at have sendt penge til svogeren og hjulpet ham med WhatsApp og landkort.

Dermed finansierede og fremmede han ifølge anklageskriftet terror, da svogeren angiveligt var tilsluttet Islamisk Stat. Den 35-årige nægter sig skyldig.

Den 35-årige hjalp i beskeder svogeren med brugen af Google Maps, og så forsøgte han at finde et program kaldet "Den ubestridelige sejr". Det skete i 2015 og 2016. Svogeren var ifølge den tiltalte i Irak.

- Du havde måske idé om, at han kunne være tilsluttet Islamisk Stat, siger anklager Kirsten Waage og tilføjer:

- Havde du så en idé om, at det var noget, han skulle bruge til krigsførelse?

- Nej, jeg kan ikke huske detaljer, siger den 35-årige.

Han bliver vist flere beskeder mellem ham og svogeren. Han husker ikke beskederne, men mener, at man kan se, at han er træt.

- Jeg kan se, at min attitude, når jeg svarer ham, er, at jeg ikke vil hjælpe ham, men bare gør det, siger han.

På et af de foto, som den 35-årige har fået tilsendt, ses svogeren posere med en machete, skydevåben, og han er iført hovedbeklædning med IS-logo.

En af sagens dommere bryder ind og spørger, hvorfor det ikke får ham til at tænke, at svogeren er del af Islamisk Stat. Dommeren hæfter sig ved, at den irakiske by, hvor svogeren var, var IS-kontrolleret.

- Altså nu kan jeg godt se, hvad du mener. Men dengang tænkte jeg ikke meget over det, siger den 35-årige.

Han har også flere gange overført penge til svogeren via et særligt pengesystem, der kendes som Hawala, hvor pengene ikke flyttes rent fysisk.

I sagen er også mandens 31-årige hustru og 37-årige bror tiltalt.

Anklagerne om at støtte terror er kun en mindre del af sagen, hvis hovedanklage går på, at de tre skal have haft planer om at begå terror.

I den 35-årige og hustruens villa i Holbæk fandt politiet kilovis kemikalier, som ifølge anklagemyndigheden kunne bruges til at lave en 12 kilo stor bombe.

Alle tre tiltalte nægter sig skyldige. Afhøringen af hustruen foregår tirsdag eftermiddag, mens broren skal forklare sig senere.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.