To 15-årige drenge dømt for ydmygelsesvold mod klassekammerat
To 15-årige drenge er idømt fængsel for vold mod klassekammerat. Det skete i forening med 14-årig dreng.
To 15-årige drenge er torsdag blevet dømt for vold og ulovlig tvang mod en jævnaldrende dreng.
De skyldige er ved Retten i Svendborg begge blevet idømt fire måneders fængsel, hvoraf to af månederne er ubetinget.
De har desuden fået en advarsel om udvisning, oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Det var en skærpende omstændighed, at volden blev begået i forening med en 14-årig dreng og var af ydmygende karakter.
De to 15-årige, der begge har modtaget dommen, gik i samme klasse som den forurettede, lyder det.
Den ene af de 15-årige er også dømt for trusler, da han - umiddelbart efter voldsepisoden - truede offeret med endnu flere "tæsk", hvis han fortalte nogen om episoden.
De dømte har fået deres sag henvist til yderligere behandling i Ungdomskriminalitetsnævnet.
Den 14-årige, som er under den kriminelle lavalder, får sin sag behandlet i nævnet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.