To bidsager på tre uger: Huxi og Bella er døde efter møde med de samme to hunde

To bidsager i Hanstholm indenfor den seneste måned kan føres tilbage til de samme to hunde

Foto: Steen Agger, Ritzau Scanpix <i>Scanpix Denmark</i>

Foto: Steen Agger, Ritzau Scanpix Scanpix Denmark

HANSTHOLM:Torsdag kunne vi her på Nordjyske fortælle om en trist sag tilbage i august, hvor en mindre hund havde mistet livet efter et hundeslagsmål i hundeskoven i Hanstholm.

Fredag morgen 23. september kunne lokalpolitiet i Thisted så bekræfte, at man har modtaget endnu en anmeldelse på en bidsag, der fandt sted i Hanstholm onsdag 21. september.

Politiet er i færd med at undersøge forholdet nærmere, og derfor holder man kortene tæt på kroppen, men flere kilder har overfor Nordjyske bekræftet, at det er de samme to store hunde, der har været involveret i begge sager.

Den nye sag handler om hunden Huxi, der efter mødet med de to store hunde i et villakvarter i Hanstholm var så ilde tilredt, at han måtte aflives på dyrehospitalet onsdag eftermiddag.

Huxi var en lille hund, en blanding af en löwchen og chihuahua. Huxis ejer, der ikke ønsker at stå frem med navn, var ikke selv direkte øjenvidne til situationen, men vil gerne fortælle om hændelsesforløbet, som hun oplevede det:

- Min datter kom ind og fortalte, at Huxi var løbet ud af haven og hun kunne høre, at han skreg. Til at starte med tænkte jeg, at det nok ikke var så galt, men da jeg kom ud kunne jeg høre på skrigene, at det var alvor, siger hun.

- Huxi var løbet ud gennem et hul i stakittet og havde mødt en stor hund på den anden side af hegnet. Den store hund havde bidt ham i det ene bagben, helt oppe ved lysken. Da jeg løftede ham op kunne jeg se, at hans ben var helt ødelagt.

- Vi tog Huxi med på dyrehospitalet og der fik vi at vide, at det var alvorligt, og benet skulle amputeres. Der valgte vi at få ham aflivet, for det var ikke et liv, vi kunne byde ham. Efter sådan et traume ville han ikke blive den samme Huxi, og at han skulle leve med tre ben, det ville vi ikke udsætte ham for.

Huxis ejer var i forvejen bekendt med bidsagen fra august, og de havde talt om i familien, at de skulle passe ekstra godt på Huxi.

- Men så var han uden opsyn i fem minutter, og det var alt, der skulle til, siger hun.

Nordjyske har fundet frem til et centralt øjenvidne i den tidligere beskrevne sag fra slutningen af august, hvor den 11-årige dansk/svenske gårdhund Bella måtte aflives efter et hundeslagsmål.

Agnes Pedersen fra Hanstholm var til stede i hundeskoven, da Bella blev bidt. Hun kender Bellas ejer, og de to fulgtes ad den dag.

Bellas ejer er fortsat meget oprevet over oplevelsen og ønsker ikke at optræde i avisen med navn eller billede, men Agnes Pedersen har fået tilladelse af Bellas ejer til at fortælle om episoden for at advare andre.

- Vi gik i hundeskoven med hundene lidt bag os, da vi pludselig hørte Bella skrige. Vi skyndte os de ca. 10 meter hen for at se, hvad der var galt, og da kunne vi se, at to store hunde var kommet løbende bagfra og var sprunget på Bella. De havde fat i Bella i hver sin ende og ruskede hende som et tøjdyr, fortæller Agnes Pedersen og tilføjer:

- Bellas ejer tog fat i halsbåndet på den ene store hund og vred det rundt, indtil den gav slip. Jeg tog en kæp, og det lykkedes os at få Bella fri.

Bellas skader efter episoden er dokumenteret på billeder, oplyser Agnes Pedersen.

- Bella kom på dyrehospitalet og blev opereret. Hun kom hjem et par dage, men så blev hun indlagt igen. Mandag 5. september blev hun aflivet, for der var ikke mere at gøre, fortæller Agnes Pedersen.

Nordjyske er bekendt med identiteten på den person, der ejer de to store hunde. Vi har fredag været i kontakt med vedkommende, der dog ikke ønsker at kommentere på sagen i pressen.

I hundelovens §6 stk. 2 står at "Hvis en hund har forvoldt skade på et menneske eller anden væsentlig skade, hvis hundens eller besidderens adfærd er af en sådan karakter, at den er egnet til at skabe frygt i sine omgivelser, eller hvis der i øvrigt er grundlag for at antage, at den pågældende hund kan være farlig for sine omgivelser, kan politidirektøren [...] træffe afgørelse om at lade hunden aflive."

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.