Mand omkommet efter sammenstød på sjællandsk hovedvej

Kalundborgvej var tirsdag morgen spærret efter en ulykke, hvor tre var involveret - en 59-årig er omkommet.

Midt- og Vestsjællands Politi fik tirsdag 06.39 melding om en trafikulykke på Kalundborgvej. Tre var involveret. Den ene er omkommet. (Arkivfoto). <i>Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix</i>

Midt- og Vestsjællands Politi fik tirsdag 06.39 melding om en trafikulykke på Kalundborgvej. Tre var involveret. Den ene er omkommet. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

To biler og en lastbil har tirsdag morgen været involveret i en trafikulykke på rute 155 Kalundborgvej øst for Kalundborg.

Midt- og Vestsjællands Politi samt flere ambulancer og en lægehelikopter er kaldt ud til ulykken, som politiet fik melding om klokken 06.39.

Lidt efter klokken 10, fortæller politiets kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard, at en 59-årig mand fra Kalundborg Kommune er omkommet.

Mandens pårørende er underrettet.

Han kom kørende i en personbil ad Kalundborgvej i nordøstlig retning. Ved Gunhøjvej holdt han stille for at afvente plads til at kunne lave et venstresving.

Mens han holdt stille, blev han ramt bagfra af den anden personbil, der blev ført af en 35-årig kvinde. Det resulterede i, at den 59-årige mands bil blev skubbet over i den modkørende bane, hvor han blev ramt af en lastbil.

Den 35-årige kvinde er bragt på skadestuen. Tidligere lød det, at tre var kommet til skade, men lastbilchaufføren slap uden fysiske skader.

En bilinspektør blev tilkaldt for at undersøge de nærmere omstændigheder.

På grund af ulykken blev Kalundborgvej spærret i begge retninger ved Gunhøjvej, som også var spærret.

- Busruter omlagt. Find alternativ rute de næste par timer, skrev politiet på Twitter klokken 07.18.

Klokken 09.45 oplyser DR P4 Trafik på Twitter, at vejen er genåbnet, og trafikken igen kan passere i begge retninger.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden