Krimi

To mænd blev taget i at stjæle toiletudstyr til wc-skyl

En borger kontaktede politiet med en anmeldelse om to mænd, der bevægede sig rundt på en byggeplads i Aarhus.

To mænd forsøgte natten til søndag at slippe afsted med stjålent toiletudstyr fra en byggeplads, men blev opdaget af en borger, der tilkaldte politiet. (Arkivfoto).
To mænd forsøgte natten til søndag at slippe afsted med stjålent toiletudstyr fra en byggeplads, men blev opdaget af en borger, der tilkaldte politiet. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:49

Natten til søndag blev to mænd opdaget i færd med at læsse deres bil med tyvekoster fra en byggeplads i Viby J. i Aarhus.

Politiet blev tilkaldt til stedet og opdagede, at mændene blandt andet havde stjålet betjeningspaneler til wc-skyl og nogle kabelruller.

Det oplyser vagtchef ved Østjyllands Politi Michael Lydersen til Ritzau.

En borger opdagede de to mænd luske rundt på byggepladsen på Vestergårdsvej 24, hvor der er ved at blive opført lejligheder.

Anmeldelsen fik politiet til at sende flere vogne mod adressen.

Og det var her, at politiet opdagede de stjålne genstande i bilen.

- Det er godt arbejde af borgerne, at de ringer ind og observerer. Det er superfint, siger vagtchefen.

Mændene, der er 23 år og 34 år, blev anholdt af en hundepatrulje.

De blev løsladt senere på natten, men er sigtet for tyveri fra en byggeplads, oplyser politiet.

Østjyllands Politi oplyser, at søndagens tyveri er det sjette registrerede tyveri på en byggeplads i år i den østjyske politikreds.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden