Krimi

To mænd er anholdt og sigtet for frihedsberøvelse og vold

Ved en politiaktion i Dronningmølle fredag anholdt politiet to mænd, der skal for en dommer lørdag.

Københavns Politi har anholdt to mænd, der sigtes for at have frihedsberøvet en mand inden for det seneste døgn. (Arkivfoto).
Københavns Politi har anholdt to mænd, der sigtes for at have frihedsberøvet en mand inden for det seneste døgn. (Arkivfoto). Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 21:43

To mænd på 23 og 29 år er blevet anholdt af Københavns Politi i Dronningmølle fredag eftermiddag.

De sigtes for at have frihedsberøvet en mand og for at have udøvet vold inden for det seneste døgn.

- Sagen har ført os til den her adresse oppe i Nordsjælland, hvor vi har foretaget to anholdelser af to, der bliver fremstillet i et grundlovsforhør lørdag, siger vagtchef i Københavns Politi Anders Frederiksen til Ritzau.

Københavns Politi stod for aktionen, da frihedsberøvelsen har fundet sted i deres politikreds.

Vagtchefen tilføjer, at der kan ske yderligere anholdelser. Derfor vil politiet ikke dele mere om sagens omstændigheder.

Vagtchefen kan dog fortælle, at den forurettede ikke længere er frihedsberøvet.

Det præcise tidspunkt for grundlovsforhøret lørdag ligger endnu ikke fast.

Tidligere fredag kunne Ekstra Bladet beskrive, hvordan to anholdte iført DNA-dragt blev ført ud af et hus på en adresse i Dronningmølle.

- Dem er de iført ud fra et sporsikringsmæssigt hensyn, fordi de anholdte har spor på deres hud og tøj, som vi ikke vil have bliver sporforurenet, siger vagtchefen.

Det er ikke umiddelbart vurderingen, at sagen har tråde til det københavnske bandemiljø, oplyser politiet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden