Krimi

To mænd fængsles for svindel med import af biler

Tirsdag blev tre mænd sigtet for svindel og hvidvask. Efter grundlovsforhør onsdag fængsles to af dem.

Retten i Hillerød har besluttet at varetægtsfængsle to mænd i fire uger i en sag om svindel med import af biler. (Arkivfoto).
Retten i Hillerød har besluttet at varetægtsfængsle to mænd i fire uger i en sag om svindel med import af biler. (Arkivfoto). Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:44

To mænd på 30 og 37 år er onsdag blevet varetægtsfængslet frem til 25. juni i en sag om svindel med import af biler.

Det skriver anklagemyndigheden i National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) på det sociale medie X efter et grundlovsforhør ved Retten i Hillerød.

De to mænd blev anholdt tirsdag og er sigtet for at facilitere skatte- og momsunddragelse for godt 27 millioner kroner samt hvidvask for knap 200 millioner kroner.

Det skrev NSK i en pressemeddelelse tirsdag.

NSK mistænker, at mændene "gennem et kompliceret setup af virksomheder, der har handlet med hinanden, har importeret biler fra udlandet uden angivelse af moms eller uden angivelse af korrekt moms".

Derudover mistænkes mændene for at have brugt såkaldte fakturafabrikker til at hvidvaske udbyttet.

En fakturafabrik er et firma, hvor et firma kan købe en faktura. Fakturafabrikker eksisterer kun på papiret.

De sender en faktura til det pågældende firma for påstået arbejde, men arbejdet er aldrig blevet udført.

En tredje mand - en 29-årig - er også sigtet i sagen. Han blev løsladt tirsdag efter endt afhøring.

Efterforskningen af sagen har stået på siden begyndelsen af 2024. En anmeldelse fra Skattestyrelsen satte efterforskningen i gang.

Anholdelserne og ransagningerne tirsdag fandt sted på privat- og virksomhedsadresser i Nordsjælland og København og skete i samarbejde med Toldstyrelsen og Skattestyrelsen, skrev NSK i pressemeddelelsen tirsdag.

Ifølge Jonas Stener Berthelsen, politikommissær i NSK, har man med aktionen sat en stopper for den formodede svindel og hvidvask.

- Med anholdelserne og ransagningerne har vi sikret både fysiske og digitale spor til den videre efterforskning i sagen, ligesom vi også har sikret en lang række værdier, heriblandt flere biler, eksklusive ure og møbler, større indeståender på konti og kontantbeløb, sagde han i meddelelsen.

NSK er en landsdækkende enhed, hvor de mest specialiserede kompetencer i politi og anklagemyndighed er samlet.

Det gælder blandt andet inden for organiseret, digital og økonomisk kriminalitet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden