Krimi

To mænd sigtet for drabsforsøg i muligt bandeopgør

Mænd på 20 og 31 år fremstilles i grundlovsforhør i skudsag, hvor HA-medlem ifølge Ekstra Bladet blev ramt.

Københavns Politi har anholdt to mænd, der mistænkes for at stå bag et skyderi i Sydhavnen 2. juni. (Arkivfoto).
Københavns Politi har anholdt to mænd, der mistænkes for at stå bag et skyderi i Sydhavnen 2. juni. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 08:49

To mænd er blevet anholdt og sigtet for et drabsforsøg begået på Teglholmsgade i Sydhavnen i København natten til 2. juni.

Det skriver Københavns Politi på X fredag morgen.

Mændene, der er henholdsvis 20 og 31 år gamle, fremstilles i grundlovsforhør i Retten på Frederiksberg fredag klokken 10.00.

2. juni klokken 01.33 fik Københavns Politi en anmeldelse om et skyderi. En mand og en kvinde blev ramt af skud.

Politiet meldte ud, at der var iværksat en bred efterforskning, men at en af hovedteserne var, at der var tale om et opgør i rocker- og bandemiljøet.

Manden, der blev ramt, er 39 år, mens det kvindelige offer er 20 år.

Ekstra Bladet har desuden skrevet, at det mandlige offer er et prominent medlem af rockerklubben Hells Angels.

Begge anholdte er danske statsborgere.

Når de to mænd fredag fremstilles i grundlovsforhør, kommer anklagemyndigheden til at bede om lukkede døre.

Derfor ønsker Københavns Politi ikke at dele flere oplysninger om sagen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden