Krimi

To millioner cigaretter blev smuglet over grænsen i varevogn

29-årig polsk statsborger er blevet varetægtsfængslet af dommer i Sønderborg.

Ved den dansk-tyske grænse har myndighederne afsløret en større sag om smugleri af cigaretter.

I en hvid varevogn i Tønder fandt politiet torsdag eftermiddag lidt over to millioner cigaretter, og i forbindelse med sagen er en polsk statsborger fredag blevet varetægtsfængslet af en dommer i Sønderborg.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Syd- og Sønderjyllands Politi til Ritzau.

Den sigtede mand, der er 29 år, har ikke kæret rettens kendelse om fængsling i fire uger.

Hvad han har forklaret om sagen, holdes hemmeligt.

Retsmødet er blevet holdt bag lukkede døre af hensyn til efterforskningen, oplyses det.

Men i den sigtelse, der er blevet oplæst inden dørlukningen, fremgår det, at varevognen var kørt ind i Danmark ved grænseovergangen i Sæd.

Sigtelsen drejer sig om unddragelse af afgifter på lidt mere end fire millioner kroner, som staten ville være gået glip af ved smugleriet, oplyser anklagemyndigheden.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden