To personer er kommet til skade ved flystyrt på Als
Lørdag eftermiddag modtog politiet en anmeldelse om flystyrt på Als. Årsagen til styrtet er ukendt.
Opdateret kl. 00:51
Et mindre fly med to personer om bord styrtede lørdag eftermiddag ned ved Nordborg på Als.
Der er ingen dræbte, men to personer er tilskadekomne, lyder det fra Syd- og Sønderjyllands Politi, der modtog anmeldelsen klokken 12.51.
De to personer, der kom til skade, var piloten og en passager på flyet, oplyser vagtchefen hos politiet.
Det er endnu uvist, hvor flyet kom fra, eller hvad der forårsagede ulykken. De tekniske undersøgelser er fortsat i gang.
Uheldet med det topersoners fly fandt sted ved Pøl Flyveplads nær Nordborg.
Bo Olesen, der er indsatsleder ved Sønderborg Brand og Redning, oplyser til det regionale medie JydskeVestkysten, at den ene af de to personer måtte hjælpes ud af flyet.
Den anden person kunne selv forlade det lille rød/hvide fly, der fremstår totalskadet på et foto i avisen.
De to personer blev begge bragt til hospitalet med ambulance, oplyser Bo Olesen.
Vagtchef Henrik Sønderskov fra Syd- og Sønderjyllands Politi oplyser, at flyet blev fløjet af en 62-årig mand, der havde en 64-årig mand med som passager. Begge kommer fra lokalområdet.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.