Krimi

To personer er reddet ud af sammenstyrtet bygning

Et skur er styrtet sammen i Fredericia, mens to arbejdede der. De er reddet ud, men deres tilstand er uvis.


Opdateret kl. 14:27

To personer er blevet reddet ud af en sammenstyrtet et-etagers bygning i Fredericia.

Det bekræfter Jesper Damm, der er vagthavende operationschef ved TrekantBrand.

Brandvæsenet fik anmeldelsen klokken 12.50 tirsdag.

- Vi bliver alarmeret til en sammenstyrtet bygning, hvor meldingen går på, at der er to personer fanget under bygningen, siger Jesper Damm.

Bygningen, der er styrtet sammen, er en form for stort skur, der stod ved siden af en større industribygning. Skuret var i en etage, og det var primært bygget af træ.

De personer, der blev fanget i forbindelse med sammenstyrtningen, var ved at udføre noget arbejde på bygningen. Det er uvist, hvorfor skuret styrtede sammen.

Hurtigt efter brandvæsenets ankomst blev de to reddet ud og overdraget til ambulancefolk på stedet.

- Vi kunne relativt hurtigt få løftet nogle konstruktionsdele væk og få de her personer taget ud, siger den vagthavende operationschef.

TrekantBrand kan ikke oplyse noget om personernes tilstand. Den vagthavende operationschef henviser til Sydøstjyllands Politi, som Ritzau har forsøgt at kontakte.

Ifølge Fredericia Dagblad er der tale om en bygning på Nordre Kobbelvej i det nordlige Fredericia. Mediet skriver, at mindst en person er kommet til skade.

Klokken 14 er brandvæsenets arbejde på stedet afsluttet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden