Ældre par er uden for livsfare efter trafikulykke

Ulykken fandt sted tirsdag kort før klokken 13, hvor en lastbil og en personbil kolliderede. Årsag undersøges.

En mand og en kvinde er tirsdag aften uden for livsfare efter en alvorlig trafikulykke tidligere på dagen.

Det fortæller Emil Grønning, der er vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi.

De to kom kort før klokken 13 kørende i en personbil ad Hornsherredvej i Kirke Hyllinge mellem Frederikssund og Tølløse. Af uvisse årsager kom de over i vejbanen med modkørende trafik.

- De er kommet over i modsat vejbane, hvor der er en lastbil, de påkører, siger Grønning tirsdag aften.

Manden på 88 år og kvinden på 81 år blev ilde tilredt i ulykken. Den ene måtte flyves til Rigshospitalet i København, mens den anden blev hastet til behandling på Holbæk Sygehuse.

Begge var tirsdag eftermiddag i kritisk tilstand.

Men det er siden vendt til det bedre. Ud på aftenen meldes de uden for livsfare. De pårørende er underrettet.

Lastbilchaufføren slap tilsyneladende uskadt fra trafikulykken.

Det er endnu uvist, hvad der er årsag til ulykken.

- Vi har haft en bilinspektør derude, som skal være med til at klarlægge, hvordan uheldet er sket, siger Emil Grønning.

Bilinspektører bliver tilkaldt ved alvorlige trafikulykker. Vedkommendes opgave er at undersøge ulykkesstedet og køretøjerne for at forsøge at kaste lys over, hvad der nærmere skete.

Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget opbremsning eller lignende.

En del af Hornsherredvej var afspærret som følge af ulykken, der fandt sted cirka 300 meter nord for rundkørslen ved Munkholmvej.

Trafikanter blev derfor opfordret til at søge andre veje. Sent tirsdag eftermiddag var afspærringen ophævet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.