To personer sigtet for hærværk efter fodring af heste

Flere gange har dyreaktivister fodret vilde heste. Lørdag valgte politiet for første gang at sigte to af dem.

For første gang har politiet sigtet to personer for hærværk, efter at de fodrede de vilde heste i Mols Bjerge. (Arkivfoto). <i>Morten Juhl/Ritzau Scanpix</i>

For første gang har politiet sigtet to personer for hærværk, efter at de fodrede de vilde heste i Mols Bjerge. (Arkivfoto). Morten Juhl/Ritzau Scanpix

Østjyllands Politi valgte lørdag at sigte to personer for hærværk, efter at de fodrede nogle heste, som er en del af Molslaboratoriets rewilding-projekt i Mols Bjerge. Det bekræfter Østjyllands Politi over for TV2 Østjylland.

- Vi får en anmeldelse om, at en gruppe personer er ude at fodre, hvor der er fodring forbudt, fortæller kommunikationsmedarbejder Jakob Christiansen til mediet.

Lørdag omkring klokken 13 var politiet derfor på stedet, og det endte altså med, at to personer - en mand og en kvinde - er blevet sigtet for hærværk.

- Sigtelsen lyder på hærværk, fordi det (fodringen red.) ødelægger det projekt, som er derude, siger Jakob Christiansen og oplyser, at der muligvis kommer yderligere sigtelser i sagen.

Det er første gang, at politiet sigter nogen for hærværk i sagen om de vilde heste. Forud har der været en langvarig debat mellem folkene bag projektet, som hører under Naturhistorisk Museum, og dyreaktivisterne.

Flere gange har aktivisterne været på stedet for at fodre hestene. De mener ikke, at hestene bliver behandlet ordentligt.

Det fortalte dyreaktivist Svend Hansen til TV2 Østjylland i februar i år. Han stillede sig som den første frem og fortalte, at han fodrede dyrene.

- Jeg er træt af at gøre det i det skjulte, fordi jeg mener, at det er det rigtige, jeg gør. Når man har dyr i indhegning, skal man sørge for at behandle dem ordentligt, sagde han til mediet.

Ifølge Bo Skaarup, direktør for Naturhistorisk Museum, kan det være i strid med loven, når aktivisterne vælger at fodre dyrene.

- Det er faktisk på kanten af hærværk, fordi der er tydelig skiltning i området, hvor der står, at der ikke må fodres dyr. Så kan man have nok så mange holdninger, men det er selvtægt, sagde han i januar til TV2 Østjylland.

Rewilding Mols på Molslaboratoriet blev indviet den 26. november 2016. Her blev der udsat en bestand af Exmoor-ponyer og Galloway-kvæg. Her lever de så vildt som overhovedet muligt på 120 hektarer.

Dyrene holdes inde af et hegn.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.