To piger på 16 og 17 år har anmeldt voldtægter under karnevalet
Politiet modtog lørdag fire anmeldelser om voldtægter i forbindelse med karnevalet i Aalborg. To af sagerne skete under selve karnevalet

Foto Henrik Bo
AALBORG:Karnevalet i Aalborg blev i år skæmmet af fire anmeldelser om voldtægt. To af sagerne skete under karnevalet, mens de andre ikke direkte havde noget med karnevalet at gøre.
I de to sager fra selve karnevalet er der tale om formodede voldtægter af to unge kvinder.
I den ene sag anmeldte en 17-årig kvinde, at hun var blevet voldtaget omkring klokken 16 i området omkring Kildeparken. Den unge kvinde kendte ikke den formodede gerningsmand, fortæller politikommissær Lene Madsen fra Nordjyllands Politi.
Blot halvanden time senere - omkring klokken 17.30 - fik politiet en anmeldelse fra en 16-årig pige, der anmeldte, at hun var blevet voldtaget inde i selve Kildeparken.
Også her var der tale om en fremmed mand. Politiet efterforsker massivt for at identificere de to formodede gerningsmænd.
To anmeldelser uden for karnevalet
Den tredje voldtægtsanmeldelse kom fra Jomfru Ane Gade. Her skulle voldtægten være sket på et toilet på en bar.
I den forbindelse blev en 37-årig mand anholdt, og han blev efter endt afhøring løsladt. Det oplyser politikommissær Kenneth Rodam.
- Det skete ud fra en juridisk vurdering. Men han er fortsat sigtet i sagen, fortæller politikommissæren.
I denne sag er manden ikke uenig i, at der har været seksuel kontakt på toilettet, men han mener, at det er sket med samtykke.
Den sidste voldtægtssag er fra et fritidshus i Østerådalen. Her anmeldte en kvinde - der havde været til karneval - at hun var blevet voldtaget, fortæller Kenneth Rodam.
Politiet har endnu ikke fundet frem til den formodede gerningsmand, men ifølge politikommissæren har man en formodning om, at man finder frem til ham.
Det er politiets opfattelse, at manden og kvinden var taget til fritidshuset sammen efter karnevalet.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.