Toårig dansk dreng er død efter ulykke i swimmingpool i Malaga

Efter at have ligget flere dage på intensivafdelingen døde dansk dreng tirsdag efter fald i swimmingpool.

En toårig dansk dreng er tirsdag omkommet i Spanien efter at være faldet i en swimmingpool.

Det oplyser kilder i det spanske sundhedsvæsen ifølge det spanske nyhedsbureau EFE.

Drengen faldt lørdag i en swimmingpool i et hus i byen Coín tæt på Malaga.

Alarmcentralen modtog et opkald omkring klokken 17.45 om ulykken. Både sundhedsberedskab og det lokale politi var ifølge nyhedsbureauet involveret i redningsaktionen.

Drengen blev bragt med helikopter i kritisk tilstand til et børnehospital i Malaga.

Tirsdag eftermiddag afgik den toårige ved døden efter at have været indlagt på intensivafdelingen.

I et Facebook-opslag på regionsrådsformand Stephanie Loses (V) personlige profil, som lokalmediet JydskeVestkysten har fået lov til at citere, står der, at der er tale om hendes nevø.

- Hele vores familie er knust, skriver hun i et opslag, hvor der blandt andet står, at hendes tanker går til hendes bror og svigerinde, som har mistet et barn.

Udenrigsministeriet skriver i et mailsvar til Ritzau:

- Udenrigsministeriet kan bekræfte, at en dansk statsborger er afgået ved døden i Spanien.

- Den danske ambassade i Madrid og Udenrigsministeriet er i kontakt med de pårørende og yder konsulær bistand. Da der er tale om en personsag, kan Udenrigsministeriet ikke oplyse yderligere.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden