Politi

Tre anholdt i voldtægtssager på Sjælland

Tre kvinder anmeldte søndag, at de var blevet voldtaget i weekenden i henholdsvis Holbæk, Køge og Ringsted.


Opdateret kl. 21:03

Anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands Politi har mandag taget stilling til, hvorvidt tre voldtægtsmistænkte mænd skulle fremstilles i grundlovsforhør.

De tre blev anholdt søndag efter tre anmeldelser om voldtægt forskellige steder på Sjælland. Det oplyser kommunikationsmedarbejder Charlotte Tornquist.

Den første anholdelse fandt sted søndag. Her blev en 37-årig mand anholdt, efter at en 21-årig kvinde havde anmeldt en voldtægt begået i Holbæk.

Voldtægten blev anmeldt søndag morgen klokken 05.15. Gerningsmanden blev anholdt i løbet af formiddagen søndag.

Ud på eftermiddagen søndag blev endnu en mand anholdt i en anden voldtægtssag.

En 33-årig kvinde havde anmeldt, at hun fredag aften i Køge var blevet voldtaget. Politiet anholdt i den forbindelse en 29-årig mand.

Anklagemyndigheden har vurderet, at der i de to sager ikke er grundlag for at kræve de to mænd varetægtsfængslet. De bliver derfor løsladt, oplyser Charlotte Tornquist.

Sigtelserne mod dem opretholdes, mens politiet efterforsker sagerne.

Derudover blev en 23-årig mand anholdt søndag aften i en sag, hvor en 18-årig kvinde havde anmeldt en voldtægt. Voldtægten skulle ifølge kvinden være fundet sted i Ringsted fredag aften.

Han blev mandag fremstillet i grundlovsforhør, hvor han blev varetægtsfængslet i knap fire uger.

Det har ikke være muligt at få oplyst, hvordan han stiller sig til sigtelsen, eller om han kærede afgørelsen om varetægtsfængsling til landsretten.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden