Tre eksiliranere spionerede for Saudi-Arabien i Danmark
Retten i Roskilde har fredag kendt tre medlemmer af ASMLA skyldige i spionage og at fremme terror.
Tre ledende skikkelser i separatistbevægelsen ASMLA er skyldige i at have sat en saudiarabisk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark og at have fremmet terror.
En dommer læser fredag morgen kendelsen op i Retten i Roskildes ekstra retslokale, der ligger i et industrikvarter i Herfølge.
De tre mænd har fra Danmark indsamlet oplysninger om personer og iranske militære anliggender.
ASMLA repræsenterer et arabisk mindretal i Iran. Det stammer fra regionen Khusistan omkring byen Ahvaz. Organisationen kæmper for selvstændighed og anses af regimet i Iran som terrorister.
De tre mænd har foruden spionage for Saudi-Arabien også støttet en væbnet kamp mod det iranske regime i en grad, så det falder ind under straffelovens terrorrelaterede bestemmelser.
Blandt andet ved at have promoveret angreb, ydet anvisninger telefonisk og deltaget i møder med saudiarabiske embedsmænd.
De tiltalte skal også have fået mindst 30 millioner kroner fra en saudiarabisk efterretningstjeneste til ASMLA og en tilknyttet oprørsbrigade. Pengene skal være indsat på konti i Østrig og De Forenede Arabiske Emirater.
De tre mænd, der er 51, 42 og 40 år, har fra deres asyl i Ringsted arbejdet for selvstændighed for Ahvaz-regionen i Iran.
Striden i regionen er en lille del af det storpolitiske spil og den kolde krig, som stormagterne Iran og Saudi-Arabien i årtier har udkæmpet ved at støtte forskellige regimer og militære grupper i både Mellemøsten og Afrika.
Der er også flere anklagepunkter i sagen, som de tre er frifundet for. Det handler blandt andet om overførsel af penge.
Straffen til de tre mænd udmåles først senere.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.