Tre eksiliranere spionerede for Saudi-Arabien i Danmark

Retten i Roskilde har fredag kendt tre medlemmer af ASMLA skyldige i spionage og at fremme terror.

Denmark ASMLA verdict <i>Claus Bech/Ritzau Scanpix</i>

Denmark ASMLA verdict Claus Bech/Ritzau Scanpix

Tre ledende skikkelser i separatistbevægelsen ASMLA er skyldige i at have sat en saudiarabisk efterretningstjeneste i stand til at virke i Danmark og at have fremmet terror.

En dommer læser fredag morgen kendelsen op i Retten i Roskildes ekstra retslokale, der ligger i et industrikvarter i Herfølge.

De tre mænd har fra Danmark indsamlet oplysninger om personer og iranske militære anliggender.

ASMLA repræsenterer et arabisk mindretal i Iran. Det stammer fra regionen Khusistan omkring byen Ahvaz. Organisationen kæmper for selvstændighed og anses af regimet i Iran som terrorister.

De tre mænd har foruden spionage for Saudi-Arabien også støttet en væbnet kamp mod det iranske regime i en grad, så det falder ind under straffelovens terrorrelaterede bestemmelser.

Blandt andet ved at have promoveret angreb, ydet anvisninger telefonisk og deltaget i møder med saudiarabiske embedsmænd.

De tiltalte er også dømt for at have fået mindst 15 millioner kroner og forsøgt at skaffe yderligere mindst det samme beløb fra en saudiarabisk efterretningstjeneste.

Pengene gik til ASMLA dens væbnede fløj Martyr Muhyiddin Al-Nasser Brigade.

De tre mænd, der er 51, 42 og 40 år, har fra deres asyl i Ringsted arbejdet for selvstændighed for Ahvaz-regionen i Iran.

Striden i regionen er en lille del af det storpolitiske spil og den kolde krig, som stormagterne Iran og Saudi-Arabien i årtier har udkæmpet ved at støtte forskellige regimer og militære grupper i både Mellemøsten og Afrika.

De tre eksiliranere har nægtet sig skyldige, og deres forsvarere har påpeget, at der må være tale om en legitim frihedskamp mod et illegitimt regime. Men den vurdering deler retten ikke.

- Nævningetingets flertal har fundet, at disse bevægelsers aktioner og angreb er terrorhandlinger og går ud over grænserne for legitim frihedskamp, og at de tiltalte ved en række forskellige handlinger har ydet støtte til bevægelsernes terrorvirksomhed, lyder det i kendelsen.

Der er også flere anklagepunkter i sagen, som de tre er frifundet for. Det handler blandt andet om overførsel af penge. Desuden er kun én af de tiltalte skyldig i at have hyldet et terrorangreb.

Det er den 51-årige mand, som har hyldet et angreb, der fandt sted mod en militærparade i Iran den 22. september 2018.

Straffen til de tre mænd udmåles først senere. Det ventes afgjort i marts.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.