Krimi

Tre sigtes efter anmeldelser om masseslagsmål i indre København

Københavns Politi regner med, at op mod 30 personer kan have været involveret i slagsmål i indre København.

Vidner anmeldte en slåskamp i det indre København natten til søndag. Mellem 20 og 30 skulle være involveret, gik anmeldelserne på. (Arkivfoto).
Vidner anmeldte en slåskamp i det indre København natten til søndag. Mellem 20 og 30 skulle være involveret, gik anmeldelserne på. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 12:05

Tre personer er blevet sigtet i forbindelse med et knivstikkeri i Indre By i København natten til søndag.

Det siger vagtchef ved Københavns Politi Anders Frederiksen.

Tre personer er blevet ramt af knivstik og har overfladiske skader. De er udskrevet fra hospitalet.

Episoden udspillede sig på Nørregade uden for en natklub. De involverede er omkring 18 til 19 år.

- Vi får anmeldelsen klokken 03.24. Der skulle være gang i en større slåskamp, og nogle skulle være stukket med kniv, siger vagtchefen.

- Vi træffer yderligere tre personer i nærområdet med en mistænkelig adfærd, som vi anholder.

Ifølge TV 2 Kosmopol bliver de anholdte løsladt søndag.

- De bliver løsladt, fordi vi ikke har nok til at fængsle dem, men efterforskningen pågår, siger efterforskningsleder Daniel Fynsk til Ritzau.

De er fortsat sigtet for at have påført de forurettede knivstik.

- Vi har fundet nogle knive, men vi ved ikke, om det stammer fra den episode, siger efterforskningslederen.

Ingen af parterne i sagen har villet fortælle politiet, hvad der er sket.

- De er ikke videre samarbejdsvillige, siger Daniel Fynsk.

Efterforskningslederen fortæller, at 20 til 30 personer vurderes at have deltaget i slagsmålet.

Derfor vil politiet heller ikke udelukke, at flere bliver sigtet i sagen.

Hvis man kan have viden om episoden, beder politiet om, at man kontakter dem. Det gælder også eventuelle videooptagelser eller overvågning.

Omkring 100 personer befandt sig uden for natklubben på tidspunktet for episoden.

- Jeg forestiller mig, at de lige har lukket ned, og så er det startet inde på klubben og er rykket udenfor, hvor det er eskaleret, siger vagtchef Anders Frederiksen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden