Krimi

Tre fængslet: Krysantemumbombe med metalkugler blev sprængt i opgang

Anklager har rejst alvorlig sigtelse mod tre anholdte i sag om bombe, der blev sprængt i Albertslund i januar.

En dommer i Retten i Glostrup besluttede lørdag at varetægtsfængsle tre mænd i 20'erne, som sigtes for at bringe andres liv i fare ved at sprænge en tilvirket krysantemumbombe. (Arkivfoto).
En dommer i Retten i Glostrup besluttede lørdag at varetægtsfængsle tre mænd i 20'erne, som sigtes for at bringe andres liv i fare ved at sprænge en tilvirket krysantemumbombe. (Arkivfoto). Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Tre yngre mænd blev lørdag varetægtsfængslet i en sag om en eksplosion i en opgang på Hedemarksvej i Albertslund natten til 16. januar.

Det fortæller anklager Cecilie Bak, der lørdag mødte i grundlovsforhøret i Retten i Glostrup.

Mændene er sigtet for at have forårsaget en sprængning med en krysantemumbombe, som var tilvirket, da der var sat metalkugler indeni bomben. Der var også tilsat benzin.

Sigtelsen er rejst efter straffelovens paragraf 183, stk. 2, der handler om at sætte andres liv i overhængende fare ved at forvolde en sprængning. Det er en bestemmelse, som har en strafferamme på ind til livstid.

- Det er en paragraf, som vi ikke så tit bruger, siger Cecilie Bak.

Alle tre nægter sig skyldige. De er foreløbigt fængslet til 18. marts.

Politiet fik anmeldelsen om eksplosionen på Hedemarksvej kort efter midnat natten til fredag 16. januar.

Brandvæsenet og politiet rykkede derefter talstærkt ud til stedet. En person blev kørt til hospitalet til kontrol for røgforgiftning, men ellers kom ingen til skade.

De tre sigtede er alle i 20'erne. Ifølge Ekstra Bladet er to af dem svenske statsborgere, mens den tredje er dansker.

Ved lørdagens grundlovsforhør valgte dommeren at lukke dørene efter oplæsningen af sigtelsen. Derfor hemmeligholdes politiets beviser foreløbigt i sagen.

Politiet mistænker, at flere har medvirket og fortsat er på fri fod.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden