Krimi

Tre unge mænd kører ind i mur ved Aars - 21-årig i kritisk tilstand

Politiet mistænker fører af bil for at være påvirket af spiritus. Ung passager er kommet alvorligt til skade.

Tre unge mænd involveret i ulykke ved Aars er fra lokalområdet. Én af passagererne er i kritisk tilstand. (Arkivfoto).
Tre unge mænd involveret i ulykke ved Aars er fra lokalområdet. Én af passagererne er i kritisk tilstand. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 21-årig mand er i kritisk tilstand, efter at han var involveret i en soloulykke sent lørdag aften ved Aars.

Det oplyser vagtchef Michael Mow fra Nordjyllands Politi.

Den unge mand sad på bagsædet af en personbil, da den kørte galt omkring klokken 23.50.

- Det er tre unge mænd, der er kørt galt i en personbil. Den skal først være kørt ind i et stendige, så en hæk og så endte den i en støttemur.

- Da vi kom frem, kunne vi konstatere, at bilen havde store skader, og at én af personerne, en passager, var i kritisk tilstand, siger Michael Mow.

En 24-årig mand kørte personbilen, mens en 20-årig mand sad på forsædet. Ingen af de to er kommet alvorligt til skade, oplyser politiet.

- Vi mistænker føreren for at være påvirket af spiritus, og derfor har vi taget en blodprøve, siger Michael Mow.

En bilinspektør har arbejdet på stedet i løbet af natten for at undersøge de nærmere omstændigheder omkring ulykken.

Alle tre mænd er fra lokalområdet, oplyser vagtchefen.

De pårørende er underrettet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden