Drab

Tredje mand er fængslet for drab i frisørsalon i Rødovre

To personer er allerede varetægtsfængslet mistænkt for drab i frisørsalon. Tredje mand blev anholdt tirsdag.

Da en 28-årig mand sent tirsdag eftermiddag landede i Kastrup Lufthavn i København, blev han mødt af betjente og anholdt.

Den 28-årige er mistænkt for at have været med til at skyde i en frisørsalon i december. Skyderiet kostede en 17-årig bulgarer livet, mens to andre blev såret.

Manden er den tredje, der er blevet anholdt og fængslet i sagen.

Onsdag blev han fremstillet i et grundlovsforhør, der blev holdt for lukkede døre ved Retten i Glostrup.

Her besluttede en dommer at varetægtsfængsle ham frem til den 16. februar. Han nægter sig skyldig i sigtelsen for drab og drabsforsøg. Det har ikke været muligt at få oplyst, om han kærede afgørelsen til landsretten.

Skudepisoden fandt sted den 3. december i Islev i Rødovre Kommune. Mens den 17-årige dreng fra Bulgarien blev dræbt, blev en 28-årig mand alvorligt såret, og en 15-årig dreng blev ramt i hånden.

Vidner har beskrevet, at flere mænd dukkede op og gik ind i frisørsalonen, hvor de affyrede skuddene. Herefter flygtede de til fods.

Skyderiet i frisørsalonen var et af flere i København og omegn, som fandt sted i begyndelsen af december. Siden har der også været skudepisoder i Malmø i Sverige.

Politiet har tidligere oplyst, at det formodes, at i hvert fald nogle af skudepisoderne har forbindelse til rocker- og bandemiljøet.

Blandt andet har politiet oplyst, at det arbejder ud fra, at skudepisoden i frisørsalonen samt en skudepisode dagen før - 2. december - på Nørrebro i København er forbundet. Og at det kan skyldes en konflikt mellem en bandegruppering og andre organiserede kriminelle.

Under skyderiet på Nørrebro blev en 27-årig mand skudt. Ifølge politiet blev han ramt af skud i ryggen på hjørnet af Sorgenfrigade og Nørrebrogade. Han mistede sidenhen livet på hospitalet.

De to mænd, der allerede sidder fængslet i sagen, er 29 år og 34 år. De er foruden drab også sigtet for drabsforsøg på den 15-årige dreng og 28-årige mand samt for ulovlig våbenbesiddelse.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden