Tvang trøjen af fodboldfan: Det var ikke et trofæ

25-årig mand kalder det "dumt", at han i S-tog tvang trøjer og halstørklæder fra fans.

Vrede og skuffelse over Brøndbys nederlag på 4-1 i Parken søndag var årsagen til, at en 25-årig mand lod sine frustrationer gå ud over FCK-fans i et S-tog efter fodboldkampen.

Det forklarer manden torsdag i Dommervagten i Københavns Byret, hvor han stilles for en dommer med krav om varetægtsfængsling.

Anklagemyndigheden har sigtet manden for røverier, fordi tre FCK-trøjer og et halstørklæde, som han ifølge sigtelserne tog fra FCK-fans i toget, angiveligt har status som trofæer.

Manden erkender at have taget to trøjer og et halstørklæde, men benægter, at han har set det som trofæer.

- Det er ikke et trofæ for mig på mindste måde. Det er bare udtryk for frustration, og at det er gået galt oppe i hovedet på mig, fortæller den 25-årige mand.

Han er iført sort T-shirt og blå shorts med en rød-hvid stribe på. Han har tatoveringer på benene og taler hurtigt, ivrigt og til tider noget utydeligt.

Ifølge sigtelserne mod manden har han i forbindelse med de forskellige episoder brugt både halsgreb og verbale trusler. Han afviser dog selv pure, at han var været voldelig.

- Jeg rev halstørklædet af ham, men jeg har ikke taget kvælertag på nogen, og jeg har ikke sagt, at jeg ville smadre nogen. Men jeg har nok været lidt truende, fortæller den 25-årige.

Han fortæller, at han kun havde fået to - allerhøjst tre - øl i forbindelse med kampen.

Han var taget af sted med en kammerat og en flok andre brøndbyfans, som var mødtes forud for kampen. Mødet var aftalt via et forum på Facebook.

I retten fortæller manden, at han er brøndbyfan, men ikke en af dem, som dukker op til alle kampe.

- Jeg kommer en gang imellem, nok to gange hver anden måned. Jeg havde fået en billet til den har kamp, og så kommer jeg, fortæller manden.

- Jeg var bare sur, fordi vi havde tabt 4-1. Det er dumt, hvad jeg har gjort, lyder det fra den 25-årige.

Mandens advokat, Søren Bech, mener ikke, at der er tale om røveri i sagen. Der er kun tale om et brud på straffelovens bestemmelse om ulovlig tvang.

Retten tager senere torsdag stilling til, om den 25-årige skal varetægtsfængsles.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.