Krimi

Tyve er stukket af med smykker fra smykkeforretning i Field's

Politiet er mandag til stede i indkøbscenteret Field's, hvor der har været indbrud i en smykkeforretning.

Politiet arbejder mandag morgen i indkøbscentret Field's i København, hvor der har været indbrud i en smykkeforretning.
Politiet arbejder mandag morgen i indkøbscentret Field's i København, hvor der har været indbrud i en smykkeforretning. Steven Knap/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 08:53

Sent søndag aften brød indbrudstyve ind i smykkeforretningen Carat Diamanter i indkøbscenteret Field's i København.

Det fortæller vagtchef Anders Frederiksen fra Københavns Politi, der fik anmeldelsen søndag klokken 22.50.

Field's var på det tidspunkt åbent, men smykkeforretningen var lukket.

- Gerningsmænd har brudt et gitter op og knust flere montrer og glas i butikken, så de er kommet til smykker, som de har stjålet nogle af. De flygtede fra stedet igen, siger vagtchefen.

Politiet fik anmeldelsen fra en af centerets vagter samt flere borgere i centeret.

- Så vi kommer ret hurtigt frem, konstaterer vagtchefen.

Gerningsmændene var dog forsvundet.

Mandag morgen er politiets kriminalteknikere på stedet, hvor de sikrer spor.

Endnu er ingen anholdt, men politiet har flere spor at gå efter.

Blandt andet er der overvågningskameraer i centeret.

Ifølge Ekstra Bladet var Ammunitionsrydningstjenesten, EOD, også i centeret søndag aften. Det var ifølge vagtchefen, fordi der var set røde glimt og røg ved forretningen.

Der var formentlig noget fyrværkeri, der var antændt - muligvis fordi gerningsmændene ville sløre sig selv på overvågningen, fortæller vagtchefen til avisen.

Carat Diamanter sælger flere forskellige mærker af smykker og sælger særligt smykker med diamanter.

Politiet kan mandag morgen ikke oplyse, hvor meget tyvene har stjålet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden