Krimi

Mand er død efter alvorlig ulykke med lastvogn og personbil

En personbil kørte fredag over i den forkerte vejbane i Lille Skensved og stødte sammen med en lastvogn.

Beredskabet og politi arbejder fredag eftermiddag på ulykkesstedet, efter at en bil og lastbil er stødt sammen i Lille Skensved.
Beredskabet og politi arbejder fredag eftermiddag på ulykkesstedet, efter at en bil og lastbil er stødt sammen i Lille Skensved. Steven Knap/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 18:10

En mand er afgået ved døden efter en alvorlig færdselsulykke i Lille Skensved fredag eftermiddag, hvor en lastvogn og en personbil stødte sammen.

Det oplyser vagtchef Henrik Olesen fra Midt- og Vestsjællands Politi til Ritzau.

Den afdøde sad i personbilen.

- Han kommer over i den forkerte vejbane af en eller anden årsag. Vi ved stadig ikke, hvorfor, siger Henrik Olesen.

Politiet har ikke kunne finde nogle pårørende til manden i Danmark. Identiteten er heller ikke fastslået endeligt.

Til Ekstra Bladet fortæller vagtchefen, at manden formentlig ikke er dansk statsborger.

Der er ikke andre, der er kommet til skade i forbindelse med ulykken.

Lille Skensved ligger nordvest for Køge.

Politiet fik meldingen klokken 12.49.

En bilinspektør er på stedet for at undersøge ulykken.

Brandvæsnet arbejder ligeledes på at fjerne lastvognen på stedet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden