Glat føre var skyld i uheld på Hirtshalsmotorvejen
Nordjysk motorvej er mandag formiddag genåbnet. Flere politikredse melder om uheld på grund af glatte veje.
Opdateret kl. 11:45
Hirtshalsmotorvejen er mandag formiddag genåbnet i nordgående retning mellem Brønderslev C og Vrå.
Vejen var spærret indtil omkring klokken 11 på grund af et uheld, der skyldes glat føre.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Claus Stærk.
- Der er tale om en enkelt bil. Der er ingen, som er kommet alvorligt til skade, siger han.
Vagtchefen opfordrer bilister til at køre forsigtigt.
- Der er glat som følge af lidt sort is og snefygning, så man skal selvfølgelig køre efter forholdene, siger Claus Stærk.
Vejdirektoratet oplyser til Ritzau, at bilerne på Hirtshalsmotorvejen kan passere i et enkelt spor i nordgående retning, og at trafikken inden længe vil glide som normalt.
Flere politikredse advarer mandag om glatte veje.
Sydøstjyllands Politi skriver på meddelelsestjenesten Politi Update om tre lastbiluheld inden for samme korte afstand på E45-motorvejen mellem Vejle og Hedensted.
En lastbil spærrer det ene spor, og der er ingen tidshorisont for, hvornår motorvejen er helt åben igen, skriver politikredsen.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.