domstol

Ulovlig taxikørsel i København giver bøde på 40.000 kroner

Højesteret lemper straffen en smule til mand i 30'erne. Mand havde ikke chaufførkort.

Ulovlig taxikørsel om natten i København har ført til en bøde på 40.000 kroner til en mand først i 30'erne.

Højesteret har torsdag besluttet at nedsætte straffen en smule i forhold til tidligere afgørelser fra henholdsvis lands- og byret. Her var resultatet en bøde på 54.000 kroner, fremgår det af Højesterets hjemmeside.

Den dømte var knyttet til selskabet UrbanGo, som transporterer varer og cykler. Han har forklaret, at han troede, at han i kraft af sin aftale med selskabet også måtte køre med passagerer.

En nat på Amagertorv i København blev han afsløret af politiet. På det tidspunkt havde han ikke andet arbejde. Bilen, der var ejet af hans hustru, var ikke godkendt til taxikørsel. Desuden havde han ikke taget chaufførkort.

På trods af ansættelsen i UrbanGo er manden blevet dømt for at have drevet vognmandsvirksomhed i personligt regi. At køre med passagerer var ikke del af jobbet.

I byretten forklarede han, at han af UrbanGo fik udbetalt cirka 5000 kroner, og at han brugte mere end halvdelen på vedligehold og andre omkostninger til bilen.

I Højesteret bad hans forsvarer om en mildere bødestraf. Det talte også for en nedsættelse af bøden, at han straks holdt op med taxikørsel, da han af politiet fik besked om, at det var ulovligt.

Dommerne i landets øverste retsinstans siger, at det i tilfælde med flere overtrædelser af taxilovgivningen må komme an på en konkret vurdering, om bøden skal beregnes ud fra simpel sammenlægning af de takstmæssige beløb for hver enkelt overtrædelse - eller om det skal ske efter såkaldt modereret kumulation. Det vil sige, at flere krav samles til afgørelse i samme retssag.

I den konkrete sag bruges det sidstnævnte princip.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden