Ung mand i retten: Høj fart var ikke direkte årsag til dødsfald

19-årig mand bør ifølge anklagemyndigheden straffes med mindst fire års fængsel og udvisning for trafikdrab.

Farten var høj - alt for høj. Men det var ifølge en 19-årig mand ikke årsagen til, at han en juninat i fjor påkørte en 21-årig mand på Borups Allé i København.

Den 19-årige sidder torsdag på anklagebænken i Retten på Frederiksberg. Han er anklaget for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, og anklagemyndigheden vil have ham idømt mere end fire års fængsel og udvist af landet for bestandigt.

Både han og fodgængeren, som mistede livet ved ulykken, er omfattet af et navneforbud. Deres identitet må derfor ikke røbes, gør retsformand Louise Falkenberg opmærksom på ved retsmødets start.

Herefter er det sagens ene anklager, Mie Mahler fra Københavns Politi, som tager ordet for at ridse sagens detaljer op. Inden hun går i gang, advarer hun om, at der vil komme voldsomme oplysninger.

Og hun har ret. Der er flere på de fyldte tilhørerrækker i rettens nævningeretssal, som gisper, da Mie Mahler fortæller om nogle af de skader, der var på den afdøde efter påkørslen.

Anklagemyndigheden mener, at den 19-årige kørte omkring 100 kilometer i timen, da han ramte den 21-årige mand i krydset mellem Borups Allé og Mågevej. Fartgrænsen på stedet er 60 kilometer i timen.

Ifølge anklageskriftet skulle den 19-årige også have kørt om kap med to andre biler og have kørt med hastigheder mellem 126 og 145 kilometer i timen, hvor den maksimalt tilladte hastighed er 70 kilometer i timen.

- Vi har at gøre med en sag, som rammer lige ned i den skærpelse, som Folketinget vedtog sidste år, og som trådte i kraft den 31. marts 2021, den såkaldte vanvidspakke, lyder det indledningsvist fra Mie Mahler.

Men den 19-årige afviser, at han skulle have kørt om kap. Der var rigtignok to andre biler, som kørte om kap. De overhalede ham og efterfølgende kørte han bag dem, lyder forklaring.

På et tidspunkt foretog den ene bil en undvigemanøvre. Lige efter påkørte den 19-årige den 21-årige mand.

- Jeg kunne ikke nå at undvige. Det var blandt andet på grund af min fart. Det kan også godt være, at jeg kunne have nået at undvige, hvis jeg havde haft større afstand eller placeret mig anderledes på kørebanen, forklarer den 19-årige.

- Jeg ved godt, jeg har kørt for hurtigt, og det fortryder jeg også. Men jeg har på intet tidspunkt deltaget i kapkørsel – eller prøvet at deltage i det, svarer han blandt andet på den byge af spørgsmål, som sagens anden anklager, Adam Sarhan, stiller.

Politiet har ikke fundet frem til, hvem der kørte i de andre biler.

Den 19-årige har gennem sin advokat, Anders Schønnemann, ladet dommere og nævninger forstå, at han på den ene side erkender at have handlet uagtsomt ved at køre med for høj fart.

Men han afviser, at det var årsagen til påkørslen. Den kunne ikke være undgået, for den 21-årige mand gik pludselig ud på kørebanen i et lyskryds. Og den 19-årige kørte efter eget udsagn frem for grønt lys.

En blodprøve udtaget fra den 21-årige efter ulykken har vist, at han var stærkt beruset. Alkoholpromillen blev målt til 1,80.

Sagen behandles over fire dage frem til 6. juli, hvor der ventes dom.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden