Krimi

Ung mand indlagt på retspsykiatrisk efter knivoverfald

I en butik i Ebeltoft fik en 79-årig kvinde stik- og snitsår i halsen, men er ikke i kritisk tilstand.

En 20-årig er torsdag blevet varetægtsfængslet i surrogat på en psykiatrisk afdeling for at have forsøgt at slå en 79-årig kvinde ihjel.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Østjyllands Politi torsdag på Anklager Update.

Kvinden blev onsdag overfaldet af en knivbevæbnet gerningsmand og blev efterfølgende indlagt med flere stik- og snitlæsioner. Allerede onsdag oplyste Østjyllands Politi, at kvinden var uden for livsfare.

Overfaldet skete i en butik på Strandvejen i Ebeltoft cirka klokken 15.25 onsdag.

Kort efter anholdt politiet den 20-årige mand på baggrund af oplysninger fra vidner.

På baggrund af politiets efterforskning valgte anklagemyndigheden at fremstille den 20-årige i grundlovsforhør ved Retten i Randers med krav om varetægtsfængsling.

Retten har vurderet, at grundlaget for varetægtsfængsling er til stede, men har bestemt, at den sigtede skal være på en retspsykiatrisk afdeling frem for i et fængsel eller i et arresthus.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden