Ung nordjyde dømt for at voldtage kæreste
Han nægtede alt, men blev dømt for grov vold og voldtægt
Opdateret 23. maj 2022 kl. 12:40
AALBORG: En 26-årig nordjyde blev tirsdag ved Retten i Aalborg dømt for trusler, grov vold og voldtægt af sin daværende kæreste.
Ifølge dommen har han i periode på et halvt år flere gange begået grov vold mod kvinden, blandt andet ved at slå og tage halsgreb på hende.
Han blev også dømt for at have voldtaget kvinden samt for at have truet med at "han kunne sprætte hende op og tage barnet ud", da hun var gravid.
Manden blev anholdt i december, da han var fulgt efter kvinden hen til Mødrehjælpen, hvor hun fortalte sin sagsbehandler om de brutale oplevelser, oplyser anklager Kristina Frandsen fra Nordjyllands Politi.
Ifølge anklageren forklarede den 26-årige mand i retten, at han havde et "turbulent forhold" til sin daværende kæreste, og at de skændtes meget. Men han nægtede at have slået og voldtaget hende.
Retten fandt dog kvindens forklaring troværdig, og den blev underbygget af hendes mobilfotos af de skader, hun havde fået på grund af volden.
Den 26-årige blev idømt to års fængsel, og han skal forblive varetægtsfængslet indtil dommen kan afsones, bestemte retten. Den 26-årige mand, som havde nægtet sig skyldig, modtog dommen, oplyser anklageren.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.