Usædvanligt sidste ord fra 53-årig: Jeg vil gerne sige tak

53-årig håber på den rigtige straf, sagde han, inden retten blev hævet. Forsvarsadvokat mener, at livstid er alt for hård

AALBORG:- Jeg vil gerne takke alle sammen.

Sådan lød de overraskende ord fra den 53-årige mand, der onsdag blev kendt skyldig i det grusomme skuddrab på sin ekskone for øjnene af deres to sønner.

Han havde netop hørt anklager Mette Bendix gå efter den hårdeste straf - nemlig fængsel i livstid - for det hun kalder en kynisk likvidering.

Der mangler nu kun at blive afsagt dom i sagen, men inden retten blev hævet for at nævningetinget kan votere om straffen, så fik den 53-årige muligheden for at få et sidste ord.

Og det brugte han altså blandt andet på at sige tak til retten, da han tog briller på og roligt læste op fra et stykke papir.

- Jeg vil gerne takke alle sammen for at afse tid til at være her og for at høre, hvad jeg havde at sige. En særlig tak til anklageren for en rolig og behagelig tone, lød de noget usædvanlige bemærkninger fra den tiltalte.

Derudover bad han også om at få den rigtige dom, som han udtrykte det.

- Det her er ikke en sag, jeg kan eller vil vinde.

- Jeg beder ikke om nåde, jeg søger heller ikke medlidenhed. Jeg beder om en dom, der tager udspring i de love og regler, der er. Men også en dom, der tager hensyn til mine børn og mig selv, for jeg har brug for en trædesten over afgrunden, sagde han.

Forsvarer: Livstid er for høj en straf

Den 53-åriges forsvarer havde forinden kommet med sine bemærkninger til straffen.

En straf, der skal ligge i den høje ende - men ikke helt oppe på livstid, sagde han.

- Min klient skal ikke have samme straf som den person, der går ud i et shoppingcenter og skyder så mange mennesker som muligt.

- Jeg vil ikke nedtone alvorligheden af den forbrydelse, der er begået, men jeg mener, at livstid er for høj. Jeg mener, at straffen skal være 16 års fængsel, sagde han.

Ifølge Jens Lang Rask skal livstidsfængsel være reserveret til det mest alvorlige forbrydelser, hvor der er flere dræbte, hvor en drabsmand igen begår drab eller til de mest uhyggelige drabssager som f.eks. Ubådssagen, bemærkede forsvareren.

- Så hvis man dømmer livstid i denne sag, så ender vi med en retsstilling i Danmark, hvor det er ligegyldig, om man skyder en eller ti personer - så vil straffen være den samme, sagde Jens Lang Rask.

Der bliver afsagt dom tirsdag i næste uge.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.