Kriminalitet

Væksthuset rummede 48 kilo ulovligheder

Mand og kvinde varetægtsfængslet ved Retten i Aalborg

Det fængslede par er sigtet for at have fremstillet skunk i et væksthus på Fjerritslev-kanten svarende til 48 kilo marihuana.
Det fængslede par er sigtet for at have fremstillet skunk i et væksthus på Fjerritslev-kanten svarende til 48 kilo marihuana. Arkivfoto: Bo Lehm

AALBORG: Der var hverken tomater, agurker eller chili i væksthuset på Fjerritslev-kanten. Derimod var der skunkplanter svarende til et udbytte på 48 kilo marihuana, og det kostede lørdag en mand og en kvinde - begge midt i 50'erne - en varetægtsfængsling på fire uger ved Retten i Aalborg.

Det oplyser anklager Søren Riis Andersen fra Anklagemyndigheden ved Nordjyllands Politi.

De to fængslede blev sammen med endnu en kvinde anholdt fredag formiddag og fremstillet i et lukket grundlovsforhør lørdag. Her blev de alle sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf 191, der handler om besiddelse af narko med henblik på videresalg - og som under skærpende omstændigheder har en strafferamme op til 10 års fængsel.

De to fængslede erkendte delvist deres rolle i skunkproduktionen, mens den tredje kvinde nægtede. Hun blev løsladt efter grundlovsforhøret, oplyser Søren Riis Andersen.

Gå til relaterede emner

Forsiden