Krimi

Vandscooter er beslaglagt efter meldinger om vild sejlads

Strandgæster melder, at en mand på vandscooter lørdag var ved at sejle ind i dem ved Stillinge Strand.

Københavnerne kølede sig ned på Amager Strand lørdag eftermiddag. På Stillinge Strand anmeldte strandgæster en ifølge dem for nærgående vandscooter til politiet.
Københavnerne kølede sig ned på Amager Strand lørdag eftermiddag. På Stillinge Strand anmeldte strandgæster en ifølge dem for nærgående vandscooter til politiet. Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

En mand sejlede ifølge vidner alt for tæt forbi badende på en vandscooter ved Stillinge Strand nord for Korsør lørdag eftermiddag.

Derfor har politiet beslaglagt scooteren, ligesom det nu skal undersøges, hvad der nærmere er sket.

Ifølge badegæster har personen på scooteren sejlet ind imellem de badende.

- En del har meldt sig som vidner. Flere siger, at de har filmet sejladsen, siger vagtchef Kim Skov fra Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Ingen skal være kommet noget til, lyder det fra politiet.

De mistænkte er en gruppe på seks mænd i alderen 30-40 år.

Politiets videre undersøgelser skal nu afklare, hvem der sad på scooteren.

Anmeldelsen kom ind klokken 15.20.

Lidt mere end to timer senere kunne politiet stoppe gruppen og beslaglægge scooteren.

- Vi lå på lur, siger vagtchefen.

I de kommende dage skal politiet gennemse mulige videobeviser og tale med vidner, hvorefter det vil blive besluttet, om der skal rejses sigtelser i sagen.

Vandscooteren er beslaglagt med henblik på konfiskation.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden