Krimi

Vejlenser sigtes for drabsforsøg på 66-årig bekendt

En 66-årig mand kom ikke alvorligt til skade, da en bekendt ifølge politiet forsøgte at stikke ham.


Opdateret kl. 14:04

En uoverensstemmelse mellem to mænd i Vejle endte onsdag aften med, at den ene forsøgte at slå den anden ihjel.

Det mener Sydøstjyllands Politi, der har sigtet en 34-årig mand for drabsforsøg på en 66-årig mand.

De to mænd, der kendte hinanden i forvejen, havde onsdag aften en uoverensstemmelse på Ribegade i Vejle, da den 34-årige ifølge politiet forsøgte at stikke den 66-årige mand med en ukendt genstand.

Episoden udspillede sig omkring klokken 17.43, oplyser politiet.

Efter overfaldet forlod den 34-årige mand gerningsstedet, men han blev klokken 17.55 anholdt af en patrulje på vejen Flegmade i Vejle.

Han blev fremstillet i grundlovsforhør torsdag klokken 11.30 ved Retten i Kolding, hvor han blev varetægtsfængslet i fire uger i forbindelse med sagen.

Retten har dog ikke fundet, at der er en begrundet mistanke mod manden for drabsforsøg, der i stedet er blevet fængslet for grov vold. Han er dog fortsat sigtet for drabsforsøg.

Det fremgår af et opslag på X torsdag eftermiddag fra Sydøstjyllands Politi.

Den 66-årige mand kom ikke alvorligt til skade, men politiets anklager vurderer altså, at den 34-årige havde til hensigt at dræbe. Det fremgår ikke, hvordan han forholder sig til sigtelsen.

Sydøstjyllands Politi vil i den kommende tid være hyppigere til stede i området omkring Ribegade med tryghedsskabende patruljer, lyder det.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden