Vidne giver politiet nyt spor i jagten på forsvundne Frank
Efter familien tirsdag efterlyste nordirske Frank McCaughey har politiet fået nye oplysninger
Opdateret kl. 20:30
AALBORG: Alt tyder på, at den forsvundne 29-årige Frank McCaughey fra Nordirland, der sidst blev set i Aalborg 13. juli, rejste til København samme dag.
Efter den 29-åriges familie tirsdag efterlyste ham i flere medier - herunder Nordjyske - har et vidne onsdag henvendt sig til Nordjyllands Politi og fortalt, at han talte med den 29-årige i toget på vej til København, fortæller politikommissær Simon Jacobsen.
- Ifølge vidnet var der ikke noget galt. Vidnet beskriver ham (den 29-årige, red.) som en helt almindelig ung mand, siger Simon Jacobsen.
Havde låst sig inde på toilet
Familien har ikke hørt fra den 29-årige siden 11. juli, og efter ni dage kontaktede de det danske politi 20. juli. Her fik familien oplyst, at der var lavet et notat om, at betjente fra Nordjyllands Politi havde været i kontakt med ham 13. juli.
Simon Jacobsen fortæller, at betjentene var kaldt ud til Kennedy Arkaden omkring klokken 16.30, hvor den 29-årige var kommet til at låse sig inde på et toilet. Betjentene fik den unge mand hjulpet ud, og under den efterfølgende samtale med ham, fortalte den 29-årige, at han havde planer om at tage toget til København.
Betjentene viste ham vej til banegården, og med den nye vidneforklaring tyder alt altså på, at han steg om bord på toget til hovedstaden 13. juli.
Det er indtil nu, det sidste livstegn fra ham. Hvor han befinder sig nu er stadig uvist.
- Vi har via ambassaden sendt en skrivelse til familien med de oplysninger, vi har. Og samtidig har vi opfordret dem til at kontakte os med yderligere informationer eller bekymringer, fortæller Simon Jacobsen.
Kontakt politiet
Den 29-åriges søster fortalte tirsdag til Nordjyske, at hendes bror ofte rejser alene som amatørfotograf, men at der normalt højst går en dag eller to imellem, at han har kontakt til sin familie.
Frank McCaughey er 165 centimeter høj og slank af bygning. Han har grønne øjne og to ar i panden over hans øjenbryn.
Oplysninger om den forsvundne mand kan gives til dansk politi på telefonnummer 114.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.