Kritik: Krag smøler med svar

Sundhedsminister Astrid Krag (SF) smøler med at svare på centrale udvalgsspørgsmål, derfor klager flere partier nu over ministeren

Sundhedsminister Astrid Krag beskyldes for smøl. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2012) <i>Scanpix</i>

Sundhedsminister Astrid Krag beskyldes for smøl. (Foto: Nils Meilvang/Scanpix 2012) Scanpix

HELE LANDET: Sundhedsminister Astrid Krag (SF) smøler med at svare på centrale udvalgsspørgsmål, derfor klager flere partier nu over ministeren.

For mens regeringen i finanslovsforhandlingerne forsøger at finde opbakning til at beskære tilskud til privatindkøbte høreapparater har sundhedsminister Astrid Krag (SF) holdt Folketingets Sundheds- og Forebyggelsesudvalg hen med ufuldstændige svar, der skulle have belyst forholdet mellem private og offentlige aktører på høreapparatmarkedet. Sådan lyder den hårde kritik fra både Liberal Alliance, De Konservative og Dansk Folkeparti.
- Der er gået næsten tre måneder, siden vi stillede spørgsmålene - det er ikke i orden. Jeg undrer mig meget over, at ministeren ikke får sådan nogle svar af sted. Det er jo meget væsentlig lige nu, hvor man netop forhandler om tilskud til høreapparater, og det er jo derfor, vi har stillet spørgsmålet i sin tid, siger Liberal Alliances socialordfører Thyra Frank, der vil klage over Astrid Krags håndtering af sagen, fordi spørgsmålene netop var stillet for at kaste lys over regerings spareforslag.
Det var 15. august, at udvalget stillede de seks spørgsmål til ministeren, der især omhandlede uklare økonomiske forhold i de offentlige høreklinikker, men her 12 uger senere er det kun det ene, sundhedsministeren har svaret på. De øvrige fem spørgsmål har ministeren tilkendegivet, at hun vil undersøge nærmere - indtil videre uden at komme et svar nærmere. I Folketingets forretningsorden står der ellers, at et ministerium som udgangspunkt har fire uger til at besvare et spørgsmål stillet af et af Folketingets udvalg, og i regeringsgrundlaget har S-R-SF selv tilkendegivet at god regeringsførelse er ”at bestræbe sig på at besvare spørgsmål fra Folketinget fyldestgørende og inden for tidsfristen”.
Den Konservative sundhedsordfører Benedikte Kiær kalder det ”smøl”.
- Det her er overhovedet ikke i orden - på ingen måde. Tingene spidser til nu i finanslovsforhandlingerne, og det her er rigtig dårlig stil, siger den konservative sundhedsordfører Benedikte Kiær, der tilføjer, at ”det kan virke meget bevidst” fra ministerens side og derfor nu sender en klage af sted over sagens forløb til Folketingets Præsidium.
Det samme overvejer Karina Adsbøl, der er Dansk Folkepartis handicapordfører. Hun frygter også, der er gået finanslovstaktik i Sundhedsministeriet.
- Man kan jo godt få den tanke, at det er fordi, der er finanslovsforhandlinger i gang, men det burde overhovedet ikke have nogen sammenhæng, og det må ikke være sådan, siger hun.

Rykket flere gange

Det er Folketingets Præsidium, der behandler eventuelle klager over en minister. Bertel Haarder (V), der er tidligere sundhedsminister, og nu medlem af Folketingets Præsidium påpeger, at der i den pågældende sag er stillet komplicerede spørgsmål, men han understreger samtidig, at 12 uger er lang tid, uden at ministeren kommer med en uddybende forklaring på, hvorfor der ikke er svar, eller hvornår det kan forventes. Han hentyder til, at der må være sket et skred i hans tidligere ministerium.

- Da jeg var sundhedsminister, var der i starten en sløv kultur, når det handlede om at besvare spørgsmål. Det hankede jeg alvorligt op i, så vi endte med at være meget fremme i skoene og med at være et af de ministerier, der havde færrest spørgsmål, der ventede på besvarelse - nu virker det som om de er sunket lidt tilbage, siger han.
Folketingets formand Mogens Lykketoft (S) skriver i en skriftlig kommentar til NORDJYSKE, at Sundhedsministeriet flere gange er blevet rykket for svar på de pågældende spørgsmål:
- Jeg er meget opmærksom på og lægger vægt på, at Folketinget modtager svar på de spørgsmål, der stilles, så hurtigt som muligt. Jeg kan forstå, at de pågældende spørgsmål er foreløbigt besvaret den 11. september 2012, og at det af de foreløbige svar fremgår, at der er behov for at indhente nærmere talmæssige oplysninger. Det er ikke usædvanligt, at ministeren besvarer spørgsmål foreløbigt, når man ikke kan overholde den sædvanlige 4-ugers-frist, men da der i det konkrete tilfælde er gået forholdsvis lang tid, har Sundhedsudvalgets sekretariat flere gange rykket for de endelige svar og bedt Sundhedsministeriet oplyse, hvornår der kan forventes svar, skriver Mogens Lykketoft.
Sundhedsminister Astrid Krag er forelagt kritikken og skriver et skriftligt svar til NORDJYSKE:
- Det er naturligvis beklageligt, at der endnu ikke er svaret endeligt på udvalgsspørgsmålene. I ministeriet har vi stort fokus på at besvare de mange spørgsmål fra Folketinget inden for tidsfristerne, men det er ikke altid muligt. Jeg vil samtidig gerne understrege, at vi har overholdt alle retningslinjer, i og med at vi har givet foreløbige svar til udvalget.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.