Kritikere ikke valgt
Kampvalg til to poster i bestyrelsen for Boligforeningen PM

Opførelsen af det nye plejecenter skrider planmæssigt frem. Foto: Henrik Louis
BRØNDERSLEV:Det lykkedes ikke kritikere at få en plads i bestyrelsen for Boligforeningen P.M. i Brønderslev.
Det kom til kampvalg, men de kandidater, der har været kritiske over for bestyrelsen, blev ikke valgt. Valgt blev Lis Thomsen, der har en fortid som tillidsmand og en række bestyrelsesposter som baggrund. Hun afløser Carsten Christiansen. Lars Burskov Pedersen blev genvalgt.
Gitte V. Madsen, Rita Trudslev, Tommy Bonbeth og Ulla Bech kandiderede også til posterne.
Gitte V. Madsen og Rita Trudslev oplyste begge, at de gerne vil arbejde for, at boligforeningens bestyrelse bliver mere medspiller end modspiller.
- Vi vil arbejde for, at der lyttes mere til borgerne, sagde Rita Trudslev.
Formanden, Hanne Wulff, kunne fortælle, at den store renovering af afdeling 11 nu nærmer sig sin afslutning.
Men store renoveringsopgaver venter forude for de ældre afdelinger.
Der har været 29 tomme lejemål i afdeling 11. Men de tæller ikke med som ledige boliger, før byggesagen er afsluttet, og Brønderslev Kommune har godkendt det endelige byggeregnskab.
- Vi kan ikke leje lejligheder ud fra første dag, renoveringsarbejdet er slut, men udlejningen sker stille og roligt.
Renoveringen af afdeling 11 ventes afsluttet i 2014.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.