Krolf-spillere klar til DM
Krolf er blevet en anerkendt sportsgren
Ø. BRØNDERSLEV: Interessen for krolf er bare eksploderet, og nu er sporten blevet anerkendt af Dansk Idræts Forbund, og det betyder, at der for første gang afvikles danmarksmesterskaber.
Torsdag var der kvalifikation til danmarksmesterskaberne, der afvikles lørdag 26. september i Skanderborg. Fire hold kvalificerede sig sammen med fire individuelle spillere.
Det var Østerild, der satte sig på det meste. Faktisk er to af de fire hold, der skal til DM fra Østerild.
I Ø. Brønderslev dystede 16 hold foruden de individuelle spillere, og ca. 100 krolfspillere havde gang i køllerne. Der måtte etableres en ekstra bane, da der kun er to baner i Ø. Brønderslev, og der skal tre baner til.
Konsulent i Dansk Arbejder Idrætsforbund, Poul Sørensen, Nørresundby, er glad for, at sporten nu er anerkendt, og de hidtidige landsmesterskaber nu kan kaldes DM, og at der dermed udsættes pokaler.
Ifølge Poul Sørensen har krolf eksisteret siden 2008, og i dag er der ca. 1400 nordjyder, der spiller krolf, fordelt på 40 klubber.
Krolf er en blanding af kroket og golf. Køller og kugler kommer fra kroket, men buerne er erstattet af huller og nummerflag som i golf. Der spilles typisk tre gange 12 huller.
De fire hold, der skal til DM, er Østerild Krolf (Jytte Kristensen, Jens Peter Kristensen, Svenning Thomsen og Frede Poulsen), 2. Østerild Krolf (Ellen Bertelsen, Villy Bertelsen, Knud Jørgen Jensen og Grethe Jensen, 3. KrudtUglerne, Brønderslev (Svend Aage Christensen, Betty Thomsen, Tage Thomsen og Jørn Knudsen) og 4. Klarup Krolf (Preben Hansen, Kjeld Eskilden, Jørn Brader Jørgensen og Leif Glud.
Individuelt var det hos herrerne 1. Børge Libak fra KrudtUglerne i Brønderslev og Erik Kjeldgaard fra Klarup Krolf. Hos damerne var det Betty Thomsen fra Klarup Krolf og Jytte Kristensen fra Østerild.
- Vi håber da at komme hjem med DM-titler, siger Poul Sørensen. De nordjyske deltagere skal møde hold fra de fem andre regioner i Danmark. I alt er der ca. 100, der skal dyste på plænerne i Skanderborg.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.