Kronhjort til konfirmation
Der er nye tider i Fun-Park Hirtshals, som er blevet renoveret og overtaget af Allan Kristensen, der satser på mere formidling om dyrene
HIRTSHALS: Et helstegt krondyr snurrer på grillen, og Allan Kristensen snakker sig hurtigt varm om sine elskede dyr på togturen rundt i folden blandt de mange dådyr og krondyr.
- Gæsterne får pludselig en langt større interesse for dyrene, når de kan klø dem bag ørerne, fastslår Allan Kristensen, der, efter at have ejet Fun-Park sammen med en kompagnon i 14 år, nu er blevet eneejer.
Det har været anledningen til en renovering af dyreparken og forholdene for de i alt 35 forskellige dyr i parken. Der er også ansat en uddannet dyrepasser, Sabrina Jeppesen, der udover den daglige pasning af dyrene, også skal formidle mere faglig viden til gæsterne.
Basal viden om dyr
- Mange børn, der vokser op i byerne, får ikke den basale viden om dyrene og naturen. Det er vigtigt, at de også får noget viden med herfra, siger Allan Kristensen, mens han begejstret viser rundt blandt æsler, får, fugle, vaskebjørne, sumpbævere og hængebugsvin.
Fun-Park Hirtshals har cirka 25.000 besøgende om året, og det har ligget nogenlunde konstant i flere år. Det kræver en lang arbejdsuge i sæsonen, men så løber det også rundt med et pænt overskud.
Et større selskab er ved at indfinde sig. Gustav Jensen har valgt at holde sin konfirmation i parken med helstegt krondyr på menuen.
- Vi har flere konfirmationer, men rigtig mange børnefødselsdage, fortæller Allan Kristensen, der ellers var tæt på at misse den nye sæson.
Slap heldigt fra ulykke
På en spejlglat vinterdag mistede han herredømmet over bilen og en trailer fuld af dådyr ved Brønderslev. Bilen rullede en gang rundt og traileren to gange. Allan slap med nogle knubs og dådyrene slap ud af traileren.
Senere opsøgte en dåhjort en ejendom ved Vrå, og Allan Kristensen fik lidt af det tabte tilbage. Det er en hjort med værdifulde gener, som nu går i parken.
Mens konfirmationsselskabet gør klar til at gå til bords, må Allan Kristensen erkende, at kødet i dag kommer udefra.
- Selvom der trænger til at blive tyndet ud i bestanden, har jeg nok lidt svært ved at slagte mine egne dyr.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.