Sagen er: Oppe i Aalborg har I en meget dygtig musiker gående. Hjalte Ross, hedder han, og han er den slags, som anmeldere i danske og internationale aviser jubler over, når han udgiver en ny plade. Også mig. Så jeg er fan!

Men nøj, hvor er han svær at være fan af. Og jeg mistænker, at det muligvis har noget med hans nordjyske og mit københavnske at gøre. Derfor har jeg brug for lidt råd fra jer.

Det hele startede min mand, Lars. Han sætter altid vinyler på pladespilleren hjemme i stuen, og indrømmet er det ikke altid, jeg lytter efter. Men der var den ene plade, hvor jeg hele tiden spurgte: Hvem er det nu, det her er? Hjalte Ross, svarede han – igen og igen og igen. For jeg kendte ikke navnet. Men musikken blev hængende i kroppen. Det er det mest vidunderlige, stille, kloge, stærke musik. Det er ørehængende melodier, guitar og mundharmonika i front, nogle gange lidt vemodigt, altid lige i hjertet. Albummet hed "Waves of Haste".

For et par år siden fik jeg kontakt til Hjalte Ross selv. På det tidspunkt var jeg redaktør på det digitale medie Zetland, og det brugte jeg vist som undskyldning for at tage kontakt.

Han skulle spille koncert i København, og det var nu, mine problemer med at være fan startede. For jeg inviterede ham ud og spise, han takkede ja, men det var faktisk … ret kejtet: Hvad i alverden ville den mærkelige, over fyrreårige journalistdame fra København dog? 

Svaret var enkelt: Jeg ville være fan! Men det var ikke så nemt. Hjalte Ross er nemlig 100 procent det modsatte af en krukket rockstjerne. Han er simpelthen bare en skidesød, stille nordjyde. En ung fyr, som laver musik i verdensklasse. Men havde han selv opdaget, at han var blevet stjerne? Det virkede ikke sådan.

Nu er han kommet med et nyt album, "Don’t", og Hjalte Ross kom til København igen forleden. Først spillede han en lille intimkoncert på en kombineret bar og pladebutik på Vesterbro i København. Det var en fredag eftermiddag, Lars og jeg hankede op i vores børn og tog dem med derind for at se nordjyden. 

Hjalte Ross spillede med lukkede øjne og mundharmonika, og det hippe Vesterbro tog ham ind, vuggede med, slog takten. Han havde lavet noget merchandise "for at tjene nogle penge", og det skar lidt i hjertet, for man aner, hvad Spotify og andre streamingtjenester gør ved musikeres indtjening.

I sidste uge vendte han tilbage sammen med sit band til en rigtig koncert på spillestedet Hotel Cecil. De var tydeligvis hamrende nervøse, Hjalte Ross sagde stort set ikke noget til os derude i publikum, og når han gjorde, var det med en meters afstand til mikrofonen, så det næsten ikke var til at høre. “Nu er vi jo ikke kommet for at snakke”, som han bemærkede undervejs, og så grinede publikum. Bandet grinede ikke.

Deres nervøsitet gjorde koncerten så ægte: Hjalte Ross er ikke en entertainer, der bare kører sit show fra rygraden. 

Koncerten havde nerve og puls og bandet spillede det, den nye plade er: En fortælling om at være menneske lige nu, hvor det kan være svært at leve op til sine egne forestillinger om, hvad man burde kunne og være. I ved: De følelser, som alle har, men ingen praler med. Fire superdygtige musikere krængede deres hjerter ud i al deres sårbarhed. Endda med Astrid Matthesen på stjernesmuk vokal undervejs, halløj, hun er god. Vi klappede, vi piftede, publikum var 100 procent på deres side, men det virkede næsten som om, at de havde svært ved at tage imod bifaldet, blikkene flakkede, de skyndte sig af scenen.

Tre dage var Lars til koncert igen, nu med verdensstjernen PJ Harvey. Var det en god koncert, spurgte jeg ham, da han kom hjem til huset på Amager. Ja, sagde han: Men den med Hjalte Ross havde været bedre. Fordi man virkelig kunne mærke ham, dem, musikken. Det havde været mere ægte. Ville Hjalte Ross tro på, at hans koncert var bedre end PJ Harvey? Jeg tvivler. Men det er sandt.

Så jeg bokser med, hvordan man er fan af en nordjyde, der er SÅ underspillet. Det er selvfølgelig ikke fordi, jeg savner en arrogant rockstjerne-attitude. Men omvendt er det næsten som om, at han og hans band ikke fatter, hvor superdygtige de er.

Måske er det min københavnske udadvendthed og mange ord, der falder lidt til jorden, når jeg møder dem? Det kommer hurtigt til at virke lidt pågående, og så er det pludselig mig, der føler mig lidt kejtet. Man gider jo ikke være en midaldrende mor-stalker, vel. Jeg synes jo bare, han og de er verdensklasse. Hvordan får man fortalt dem det?

Så jeg grubler. Hvordan i alverden er man fan af en nordjyde? Gode råd modtages gerne, kære monopol. I mellemtiden sætter Lars "Don’t"-pladen på herhjemme, og så går det hele nok.

Hjalte Ross spiller i Utzon Center i Aalborg 2. november.