Musik

Da Erik fik dødsdommen, besluttede han at opfylde sin livslange drøm

Erik Gleerup nåede akkurat at gøre sin store drøm til virkelighed. I et kapløb mod tiden indspillede han sit første og sidste album med hjælp fra sin nevø Hjalte Ross, der her fortæller om et helt særligt parløb

Erik Gleerup (tv.) sammen med sin ven og faste samarbejdspartner Jody Pennington og sin nevø, musiker Hjalte Ross. Billedet her er taget af Eriks datter seks dage før hans død. Foto: Ane Gleerup
Erik Gleerup (tv.) sammen med sin ven og faste samarbejdspartner Jody Pennington og sin nevø, musiker Hjalte Ross. Billedet her er taget af Eriks datter seks dage før hans død. Foto: Ane Gleerup

Opdateret 03. maj 2022 kl. 09:24

AALBORG/RØNDE: Onsdag den 30. juni tager Hjalte Ross turen fra Aalborg til Rønde på Djursland. Ned til sin onkel Erik Gleerup.

Det har han gjort flere gange den seneste tid, men det her bliver sidste gang. Det ved Hjalte. Erik er ved at løbe tør for liv og kræfter, og dagen efter skal han på hospice.

Men han smiler.

I sofaen sidder han med et prøvetryk af et lp-cover, som Hjalte har taget med fra Aalborg. På forsiden står titlen på Eriks debut-album: “Ten Lone Surfer Songs”. Ti nøje udvalgte kompositioner med tekster af hans ven Jody Pennington og arrangeret og produceret af hans 24-årige nevø.

Forsidecoveret til "Ten Lone Surfer Songs". Erik synger og spiller guitar på albummet.

Albummet bliver også hans sidste. Erik Gleerup dør den 6. juli 2021, 65 år gammel. Under en uge efter det sidste møde.

Men han når at opfylde sin livslange drøm om at indspille sit eget album. Ikke et rekviem, men et livsværk med ti efterladte sange, som bliver optaget i et kælderværelse på Djursland hen over foråret.

Ingen tvivl

Beskeden kommer i februar. Kræften har spredt sig, og der er ikke mere at gøre.

Da Erik bliver erklæret terminal, køber han optageudstyr. Gode mikrofoner, der er langt bedre end den recorder, han har brugt gennem 35 år. Tiden er inde til at indspille det album, han har haft i tankerne i årtier. Og det skal gøres ordentligt.

Da Erik blev erklæret uhelbredeligt syg i begyndelsen af året, tog han en beslutning. Foto: Ane Gleerup

Han spørger sin nevø, musiker Hjalte Ross, om hjælp.

- Jeg ved, hvor gode sangene er, for Erik har spillet mange af dem for mig. Det ville ærgre mig, hvis de ikke kom ud, så jeg var slet ikke i tvivl.

- Erik har altid støttet mig og interesseret sig for min musik. Jeg følte, at han var den eneste, der rigtigt forstod, hvad jeg ville med mine sange, og jeg håber og tror, at han havde det på samme måde med mig. Så det var også en måde at betale tilbage på, fortæller Hjalte Ross, der blandt andet spiller guitar, klaver og trædeorgel på albummet.

Dødsdommen blev startskuddet

Vi sidder i den unge singer-songwriters lejlighed i Aalborgs ø-gader, hvor Leonard Cohen - en af Eriks musikalske helte - kigger op fra grammofonen. Hjalte fortæller ærligt og kærligt om sin afdøde onkel, som stod ham meget nær.

Når familierne mødtes i hjemmet i Rønde, gik Hjalte og Erik ofte for sig selv. “Der var lige noget”, Hjalte skulle høre. Ofte var det egne og ufærdige kompositioner, som Erik delte. Men kun med nevøen, der også havde stor gavn af onklens gode råd. Både de menneskelige og musikalske.

Han endte med at blive min bedste ven, og jeg delte alt med ham. Jeg kan kun håbe, at han havde det på samme måde.
Hjalte Ross

Men det var først i sidste øjeblik, at Erik besluttede sig for at gøre noget ved sin drøm.

- Han var meget ydmyg, og jeg tror, at han tvivlede på sig selv. Jeg har tit tænkt: Come on, kom nu i gang. Kvaliteten er der jo, siger Hjalte og griner forsigtigt, før han fortsætter:

- Måske tænkte han, at løbet var kørt. Men da han fik dødsdommen, skete der noget. Erik var i smerter, og det var en hård tid for alle. Men han var fast besluttet på, at det var det her, han ville bruge sin sidste tid på. Og familien bakkede op. Det betød meget.

Glemte angsten

I begyndelsen af marts tager Erik og Hjalte hul på projektet. Forinden har Erik udvalgt sine ti sange.

De installerer sig i kælderen i Rønde. Rummet er lyst med udsigt til haven, og der er spækket med vinylplader.

Erik sidder på en stol med sin guitar i skødet og en mikrofon ved munden. Over for ham sidder Hjalte i sofaen, og imellem dem står computeren og lydkortet på et lille bord. De går i gang.

Erik Gleerup blev 65 år. Foto: Ane Gleerup
Erik var en stor musikelsker. Sammen med sin ven Jody Pennington skrev han sange gennem 35 år. Foto: Ane Gleerup

I de kommende fire måneder besøger Hjalte sin onkel med jævne mellemrum. Erik indspiller sine sange - højst tre-fire takes per nummer - hvorefter det musikalske makkerpar diskuterer, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer. Altid i en ordentlig tone.

- Der var en helt særlig ro over Erik. Hvis der var noget, der mindede om en uenighed, var han aldrig ond eller uretfærdig. Aldrig. Han havde klare holdninger, men han viste mig tillid og stolede på mig, og han var altid respektfuld.

- Sådan var Erik, siger nevøen.

Under indspilningerne er Hjaltes rolle først og fremmest at lytte. Teknikken er mindre vigtig, han skal bare sørge for, at der er god lyd på Eriks vokal og akustiske guitar. Hans vigtigste opgave er at støtte sin onkel.

- Det var rørende. Midt i sorgen skabte vi vores egen, lille coronaboble, hvor der ikke var noget, der hed kræft. På et tidspunkt sagde Erik til mig, at han glemte dødsangsten, når vi var sammen. Det var rart at få at vide, fortæller nevøen, som er lige ved at sluge ordene.

Ingen kompromiser

Hjalte nyder de intime stunder med sin onkel. Men på turene hjem til Aalborg går virkeligheden op for ham: Tiden er ved at løbe ud.

Samtidig giver det ham blod på tanden.

- Jeg var bekymret for, at vi ikke nåede i mål, så jeg følte også et stort ansvar. På den gode måde, fortæller nevøen.

Hjemme i Aalborg knokler han videre. Han komponerer arrangementer og indspiller dem på forskellige instrumenter, hvorefter han sender filerne til sin onkel - eller spiller dem for ham, næste gang han er i Rønde.

Uddrag af sangen "Angel of Babylon"

I didn't fall

When hope died, I didn't fall

Below the sky where the chariot swings

Slept the sleep of a troubled king

Angel of Babylon

Wipe away my tears

Angel of Babylon

Take away my fears

Tekst: Jody Pennington

Selvom de er under et hårdt tidspres, går Erik ikke på kompromis. Hvis der er noget, der kan forbedres, skal det forbedres. Og det bliver det.

Undervejs bliver Erik mere og mere optaget af projektet. I begyndelsen var planen, at der skulle udgives 20 plader - og kun til familien. Siden blev det til 50, så til 100 og så til 150. Han lufter ideen om en releasefest og begynder - mest i spøg - at planlægge en opfølger.

Engagementet smitter af på Hjalte, der bliver mere og mere overbevist om, at han bruger sine kræfter det helt rigtige sted.

- Erik var meget ydmyg og selvkritisk, men her kunne jeg mærke, at han virkelig var stolt. Det var en kæmpe drivkraft for mig, at det betød så meget for Erik, fortæller Hjalte.

Eller som han også udtrykker det:

- Det gav mening i en meningsløs tid.

Fyldt med mening

I begyndelsen af året er Hjalte selv langt nede efter et utal af aflyste koncerter i kølvandet på hans seneste udgivelse, der udkom i november, og som havde givet ham tro, selvtillid og medvind.

Men nu er han begyndt at tvivle på sig selv som kunstner.

- Nedlukningerne fik mig til at tænke: Er det, jeg laver, overhovedet vigtigt? Har det nogen betydning? Coronaen gjorde, at jeg havde svært ved at genkende mig selv. Jeg blev usikker og i tvivl om det hele. Men projektet med Erik betød, at jeg kunne fylde min tid med noget meningsfuldt, siger han.

Gennem forløbet er det Hjaltes indtryk, at Erik også har følelsen af, at albumprojektet er det eneste rigtige at bruge tiden på. Selvom tiden er knap.

- For ham var det også en mulighed for at sige farvel på en meningsfuld måde. Jeg tror, han også gjorde det for min faster, min kusine og sine børnebørn. Erik var et stort familiemenneske, fortsætter Hjalte Ross og husker en samtale mellem hans onkel og producer John Wood, der fandt sted under indspilningen af Hjalte Ross’ første album, hvor Erik spillede en stor rolle.

- Vi sidder hjemme hos mine forældre og spiser tapas og drikker rødvin. Erik har indspillet en enkelt sang i studiet, og så siger John til ham, at han skal tage sig sammen og lave den plade. Hans børnebørn gider ikke at arve alle hans Dylan-plader. De vil hellere arve én plade med deres morfar, siger Hjalte og griner.

Efter en kort pause tilføjer han:

- Jeg tror egentlig, at Erik tænkte over det. Han sagde i hvert fald til John, at han havde en pointe.

Erik Gleerup (th.) med Hjalte Ross og produceren John Wood. Billedet er taget i forbindelse med indspilningen af Hjalte Ross' første album, "Embody".

Delte alt

I løbet af indspilningerne udvikler Hjalte og Eriks forhold sig. I forvejen var det stærkt, men gennem onklens sygdomsforløb bliver det endnu stærkere.

- Han endte med at blive min bedste ven, og jeg delte alt med ham. Jeg kan kun håbe, at han havde det på samme måde, fortæller Hjalte.

En dag spørger Erik sin nevø, om han vil være med til at bære kisten ud af kirken, når den tid kommer.

- Det var, som om boblen bristede for en stund. Men på en eller anden måde gav det også et boost, for der gik det op for mig, at vi ikke havde meget tid tilbage.

I slutningen af juni lægger de sidste hånd på albummet. Sangene er i kassen, og Hjalte, Erik og Jody besøger pladeselskabet for at få de sidste detaljer på plads.

- Det var meget vigtigt for min onkel at følge projektet til dørs. Det kunne man mærke på ham. Derefter var det, som om han gav efter. Men på det tidspunkt vidste vi ikke, at han kun havde to uger tilbage.

- Jeg nød hvert øjeblik

Erik når ikke at opleve selve vinyludgivelsen. Pladen udkommer 17. september.

- Selvfølgelig ville jeg ønske, at han havde set det færdige produkt, for jeg ved, hvor stolt han ville være. Men han hørte slutresultatet med de færdigmixede sange, og han så coveret, siger Hjalte og fortsætter:

- Der er også noget smukt over, at vi lige nøjagtigt når i mål med indspilningerne, og så går det stærkt. Han skulle ikke igennem endnu et langt og udmattende sygdomsforløb, efter at sangene var færdige.

Efter Eriks død opdagede Hjalte over 200 sange på onklens recorder. Kompositioner, som han gennem årene har udarbejdet i samarbejde med sin ven Jody Pennington. Foto: Ane Gleerup

Senere på året vil familien holde forsinket releasefest på præstegården i Thorsager, hvor Eriks ene bror bor og arbejder. En dag, hvor de vil mindes Erik og fejre hans debutudgivelse. Og en dag, der kommer til at markere kulminationen på et parløb, Hjalte aldrig vil glemme.

- Jeg nød hvert øjeblik. Og sangene er jo fantastiske. Også uden mig. Jeg hjalp bare med indspilningen, og det var det mindste, jeg kunne gøre, siger nevøen, der har tænkt sig at tage Eriks musik med på scenen.

- Jeg spurgte, om jeg må spille nogle af hans sange til mine koncerter, og han svarede, at det ville gøre ham glad. Det giver mening for mig, for jeg er virkelig stolt af at have været en del af albummet.

Et album, der er det konkrete bevis på, at Erik og Hjalte vandt kapløbet mod tiden. Og som Gleerup selv skriver på det lille postkort, der ligger inde i albumcoveret: ”In the race against time, time doesn’t always win.”

Ten Lone Surfer Songs

"Ten Lone Surfer Songs" udkom på pladeselskabet Wouldn't Waste Records den 17. september og består af følgende ti sange:

1. Rain

2. Waiting for the One

3. Life's a Surprise

4. Wrong About Me

5. Angel of Babylon

6. Wintersong

7. Over My Head

8. Goodnight

9. Traveler's Ghost

10. Until I See

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden