Rekruttering og fastholdelse: Her er de gode råd

Lotte Birk, chefkonsulent i Konsulenthuset Ballisager. <i>Foto: Martin Damgård</i>

Lotte Birk, chefkonsulent i Konsulenthuset Ballisager. Foto: Martin Damgård

Af Lotte Birk, chefkonsulent i Konsulenthuset Ballisager.

Lad os være ærlige: Det er skønt at være arbejdstager lige nu. Der er rift om de gode medarbejdere, og mange bliver faktisk direkte opfordret til at søge nye jobs – også selvom de er glade for deres nuværende arbejdsplads. 

Skal vi i månederne (og måske) årene, der kommer, være i stand til at sikre vores forretninger og skabe endnu bedre bundlinjer, er det helt afgørende, at vi er klar til at håndtere to aktuelle udfordringer: 

Vi skal være rigtig dygtige til at rekruttere nye og dygtige medarbejdere, og vi skal være rigtig gode til at fastholde eksisterende. Og det er jo heldigvis slet ikke umulige opgaver. Jo, vel er der udfordringer – men det er faktisk nogle ret spændende udfordringer. 

Lad mig komme med et par bud på ting, vi nok skal være opmærksomme på.

I maj udgiver vi i Konsulenthuset Ballisager vores årlige kandidat-analyse, hvor vi spørger en repræsentativ del af danskerne i den arbejdsdygtige alder, hvad der betyder noget, når der skal vælges ny arbejdsplads. Vi har blandt andet spurgt om, hvilke kilder man stoler mest på, når man skal danne sig et indtryk af en virksomhed.

Her viser det sig, at medarbejderne – både nuværende og tidligere ansatte – er de mest pålidelige kilder. 69 procent af de adspurgte siger, at de ansatte er den mest troværdige kilde, mens 48 procent peger på de tidligere ansatte. 

Tallene taler et tydeligt sprog. Medarbejderne har en helt afgørende rolle i forhold til virksomhedens image og dermed muligheden for at fremstå som en spændende virksomhed, man har lyst til at være en del af. Derfor: Italesæt og vær åben om de aktuelle rekrutterings-udfordringer og involver medarbejderne. De er de bedste ambassadører! 

Et andet råd er, at man har en bevidst strategi til, hvordan man får sagt ordentligt farvel til de medarbejdere, der ikke længere skal være med på holdet. Faktisk viste vores Kandidatanalyse sidste år, at opsagte medarbejdere, der får tilbudt hjælp i form af et outplacement-forløb, taler mere positivt om deres tidligere arbejdsplads.

Også netværk er afgørende i kampen om de gode medarbejdere. Vi ved, at godt halvdelen af alle job aldrig bliver slået op, men derimod besat ved hjælp af netværk og ved, at ”man kender en, der kender en”. Også her kan de ansatte, deres positive omtale og deres netværk være afgørende i rekrutterings-øjemed.

Noget af det, der ligger meget højt på prioriteringslisten, når man skal søge nyt job, er muligheden for at få fleksible arbejdstider. Selvfølgelig er der mange arbejdspladser, hvor hjemmearbejde ikke er en reel mulighed. Men der, hvor muligheden er til stede, vil et balanceret arbejdsliv uden tvivl være et vigtigt parameter.

Når vi skal have fat i de bedste medarbejdere og have fastholdt dem, vi er rigtig glade for, er det vigtigste, at man får italesat udfordringerne, at man tænker nuværende og tidligere medarbejdere ind som ambassadører, at man arbejder bevidst med netværk, og at man overvejer muligheden for et balanceret arbejdsliv. 

God jagt på de gode medarbejdere!

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.