Vi skal holde hovedet koldt og hjertet varmt
For halvanden måned siden var det fortsat svært at forestille sig, at der igen ville blive krig i Europa, men Putin ville det anderledes. For virksomhederne og den almindelige forbruger eskalerede det en udvikling, som allerede var i gang med stigende priser på fødevarer, brændstof, energi osv.
Siden invasionen begyndte i slutningen af februar, er millioner af ukrainske kvinder og børn flygtet ud af landet, og en del har fundet vej til Nordjylland. En del bor i kommunernes forskellige tilbud, og en del er privat indkvarteret hos venner og familie.
Som privatperson glæder jeg mig over at se, hvordan kommunerne og civilsamfundet viser en hjertelig varme, som er med til at genopbygge de ukrainske flygtninges tryghed i en svær situation, hvor mange har fædre, ægtemænd, brødre og sønner, som fortsat er i Ukraine.
Som virksomhedsejer er mit fokus på beskæftigelse som vejen til integration. Vi ved ikke, hvor længe konflikten varer, og hvilket omfang den får, og samtidig skal vi have den nødvendige forståelse for de menneskelige konsekvenser, som mange af ukrainerne står med.
Vi ved ikke, om de begynder at vende tilbage, eller om nogle ønsker at blive her.
I min egen virksomhed er der fjorten nationaliteter. Heriblandt har vi tre medarbejdere fra Ukraine. Det er skattede medarbejdere, som har været hos os i en årrække. I løbet af de seneste uger, hvor der har været ukrainske flygtninge i vores kommune, er vi blevet kontaktet af flere, som ønsker at arbejde hos os.
Vi har i første omgang valgt at fordoble antallet og har derfor nu lavet aftale med yderligere tre ukrainske medarbejdere. Den første fik sin arbejds- og opholdstilladelse i søndags og kunne dermed starte i går mandag den 11. april.
Vi ved fortsat ikke, hvornår de to næste har formalia på plads, men håber på hurtig sagsbehandling, så de også kan komme i gang og få sig så normal en hverdag som muligt.
Politikerne fortjener ros for særloven, der blev vedtaget for en måned siden, men i takt med, at aftalen begynder at virke, er det tydeligt, at der vil opstå flaskehalse. Både fordi loven er lavet ud fra forventninger om 20.000 ukrainske flygtninge, og fordi myndighederne er for langsomme i sagsbehandlingen og prioriterer forkert.
Ukrainere med et jobtilbud på hånden burde kunne få hastebehandlet deres ansøgning. Al erfaring viser, at tilknytning til arbejdsmarkedet har en stor betydning for integrationen, og for mange af de virksomheder, som har skreget på arbejdskraft i den seneste tid, er ukrainske medarbejdere en kærkommen hjælp.
I takt med at kommunerne modtager kommunebrevene fra integrationsmyndighederne, bliver vi klogere på, om der flyttes rundt på flygtningene, eller om man i højere grad tildeles de ukrainere, der allerede er i kommunen. Som udgangspunkt er der megen fornuft i at se på ukrainernes nuværende opholdssted i tildelingen til kommuner.
I Nordjylland havde vi i forvejen en relativt høj andel af ukrainske arbejdstagere. Derfor er der også kommet mange hertil, og kommunerne gør en stor indsats lokalt. I min egen hjemkommune, Hjørring, arbejdede vi tidligt med et dobbelt håndholdt fokus på bosætning og job.
Omfanget har nået et antal, som vanskeliggør en håndholdt indsats, men jeg vil alligevel opfordre de nordjyske kommuner til at fokusere på at afdække kompetencer og erfaring hos de ukrainske flygtninge.
Vi skal tage godt imod de ukrainske flygtninge, og en del af det er at tilbyde dem muligheden for at arbejde, mens de er her. Vi skal både holde hjertet varmt og hovedet koldt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.