Kronprins hoppede i fjorden
Kronprins Frederik tog dykkertøjet på og kastede royalt skær over indvielsen af Salling Aqua Park
GLYNGØRE: Danmarks dykker nr. 1, kronprins Frederik, hoppede selv i Limfjorden, da en ny dykkerpark - Nordeuropas største - blev officielt åbnet ud for Glyngøre torsdag.
Og han var meget tilfreds, da han en halv times tid senere dukkede op igen.
- Det er godt - meget godt, sagde han efter mødet med to af parkens dykkermål, en ægte Leopard-kampvogn og en lige så gedigen minestryger fra den svenske marine.
- Vi så to hummere, men lod dem være i fred, tilføjede kronprinsen, der imponerede de lokale ledsagere med sine færdigheder under dykket.
Og bl.a. tog en tur gennem minestrygerens mørke maskinrum i 18 meters dybde.
Dykkerparken er en del af Glyngøres kommende Aqua Park.
Den skal give sportsdykkere fra ind og udland mulighed for oplevelser og uddannelse, og håbet er, at det lokale butiksliv og overnatningssteder kan begunstiges af ekstra aktivitet og arbejdspladser på baggrund af det nye tilbud.
- Det er genialt tænkt ud af boksen, sagde kronprinsen.
- Jeg håber, at andre områder i Vandkantsdanmark vil finde og udnytte deres specielle styrker. Glyngøre er startet på bunden og arbejder sig op.
- Jeg håber, det bliver et eksempel for andre, sagde kronprins Frederik.
Penge til objekterne er skaffet som tilskud fra bl.a. Lokale- og Anlægsfonden, Skive Kommune og Grøn Vækst.
Parken kan benyttes gratis af alle dykkere med certifikat eller under uddannelse.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.